Politiken

Eksportambassadør-ordningen var nytænkning

Danmark betjener sig af en meget traditionel opdeling mellem politikere og embedsmænd, hvor fornyelser hører til sjældenhederne. Eksportambassadørerne var udtryk for en modig nytænkning fra den daværende statsminister. Ordningen fik ikke mulighed for at udfolde sig, inden den blev afskaffet efter kun 6 måneder.

I en dansk opfattelse er der på den ene side ministrene, der går og kommer med den til enhver tid siddende regering. Lige nu er der 4 udenrigsministre. På den anden side embedsapparatet, hvor der er meget lille udskiftning. I udenrigsministeriet er der også ambassaderne med ambassadøren i toppen. De er på stedet og har alt efter landet størrelse og betydning en række medarbejder både lokale og fra Danmark.

Ambassadørerne er embedsmænd, karrierediplomater. De har uden undtagelse tjent sig op igennem systemet i udenrigstjenesten.  Derfor var det lidt af en udfordring for udenrigsministeriet pludselig at skulle have udefrakommende som ambassadører – også selvom de hed eksportambassadører. Og så forhenværende politikere! Der var ikke mange, der brød sig om det i ministeriet, selvom det lykkedes for nogle af dem at skjule det så nogenlunde. Det kunne jo være, at det gav politikerne ideer til større og mere omfattende fornyelser, hvis de kikkede på, hvordan man indrettede sig i de andre nordiske lande.

Eksportambassadørordningen blev etableret som en del af udenrigsministeriet og direkte under eksportrådet.  Meningen med ordningen var at styrke erhvervslivets muligheder for at eksportere på attraktive markeder. Ordningen skulle samtidig ruske op i et system, der på alle måder afspejler en forgangen tid. Det  brød med den danske embedstraditionen.

Det særlige ved eksportambassadørordningen var, at ingen af de udpegede var embedsmænd, men alle havde baggrund i det politiske arbejde.  Alle havde været valgt til folketinget og for forskellige partier, og alle havde forladt folketinget. Alle havde beklædt vigtige poster i regeringer, som finansminister, udenrigsminister, EU kommissær mv. Alle havde gang på gang forhandlet med fremmede regeringer, og alle havde haft med erhvervslivet at gøre. Der var en helt usædvanlig erfaring, hos alle de udpegede. Alle var derfor også oppe i årene. Nogle var egentlig gået på pension.

Det var en helt usædvanlig ressource for Danmark, men der var ingen tradition for at bruge den til noget. I formiddagsbladenes optik var det gamle, afdankede politikere og rige pensionister, der skulle holde  mund. passe æbler, hyppe kartoflerne eller fange fisk!

Den nye regering mente, at den med de 4 nye ministre ikke havde brug for den nye ordning. Ministre var nu bedre, sagde den, uden at huske på eller nævne hvor ringe de nye ministres erfaringsgrundlag var.

Med den nye regering skulle eksportambassadørerne først og fremmest have med handelsministeren at gøre, Pia Olsen Dyhr. Hun var ganske ny minister, så der er ingen grund til i særlig grad at hænge hende ud, hun fulgte regeringens og udenrigsministeriets lagte linje. Hun kunne have haft langt mere glæde af ordningen, end hun åbenbart selv forestillede sig. Men hvor skulle hun kunne vide bedre!

Ingen minister uanset hvor flittig vil kunne yde den samme indsats, som 6 erfarne politikere kunne. Selv hvis de brugte al deres tid på de lande vi dækkede som Brasilien, Rusland, Indien, og Kina (BRIK landene) samt Sydkorea, Tyrkiet, Vietnam, Sydafrika og Mexico.

Alle eksportambassadørerne har været på en uges rejse en eller flere gange i de lande, de var ansvarlige for, og der var planlagt både erhvervsfremstød og besøg i de kommende måneder. Turene rummede møder med ministre og viceministre, med borgmestre, med handelskamre, erhvervsdelegationer, der skulle tales ved udstillinger, seminarer mv.

Det er altså noget vrøvl, når ministre har hævdet, at der ikke var behov for ordningen, den kunne have været et stærkt supplement til det arbejde, som er i gang.

Af venlighed vil jeg forbigå udsagnene om, at pengene ville være bedre anvendt på at hyre nye og unge medarbejder på ambassaderne. Jeg under ambassaderne at få flere folk, men det har intet som helst med eksportambassadørordningen at gøre.

Når eksemplet med eksportambassadørerne er interessant, så hænger det sammen med, at det blev demonstreret, at erfaringer kan bruges. Ja det demonstrerede, at selv mennesker, der er gået på pension har noget at tilbyde.

I Tony Blairs Erindringer ”En rejse” beskriver han, hvor vanskeligt det var at ændre embedsapparatet, og hvordan han gang på gang kom til kort. Det var nok ikke tilfældigt, at det i Danmark blev statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i den allersidste tid af sin embedsperiode tog hul på denne ændring for udenrigsministeriet, og at det var den helt nye og totalt uerfarne regering, der afskaffede ordningen.

For udenrigsministeriet gjaldt det vist primært om at komme af med ordningen, før der kom flere moderniseringsideer, der kunne forringe karrierediplomaternes udnævnelsesmuligheder. Man skal nok have været lang tid i ”magtens korridorer” for helt at begribe, hvor tungt et apparat bureaukratiet er, og hvor mange kræfter ministre skal bruge for bare at rokke det en lille smule.

Det var en skam, at en så lille og beskeden fornyelse af udenrigsministeriet så hurtigt blev afskaffet. Måske kan den dukke op i en anden forklædning, når de nye ministre har lært, hvordan regeringsapparatet virker.

 

 

Drop den automatiske ældrerabat

For nogle år siden rejste min mand tit til Syddansk Universitetscenter i Odense, hvor han underviste. Han var op i årene og havde ret til pensionistrabat på DSB. Det betød, at han kunne rejse på  1.klasse med pensionistrabat for at passe sit lønnede arbejde. Godt nok skulle han tidligt af sted, men så var han der også til at klare undervisningen fra om morgenstunden.

Det er sympatisk, at DSB og Folketinget har bestemt, at 65 årige eller de, der har fået tildelt førtidspension kan rejse billigere med det offentlige transportsystemer, men det virker underligt, at alle 65 årige eller alle på førtidspension skal have den ret.

Man er ikke nødvendigvis syg, handicappet eller affældig, fordi man er blevet 65 år, og mange på den alder med godt arbejde har råd til at betale den fulde pris for  ture med DSB eller andre former for transport. Der er ingen grund til, at de skal have rabatter på deres transport eller for den sags skyld på meget andet – på nettet under pensionistrabatter kan man se, hvor meget det i virkeligheden er.

Der kan være en ide i, at biograferne, som selv betaler, giver reduktion i prisen ved tidlige eftermiddagsforestillinger, fordi det kan knibe med at fylde biografen på det tidspunkt, hvor de fleste arbejder.

En nøjere gennemgang af hvem, der skal have offentlige rabatter, og hvem der kan klare sig selv ville også  være til fordel for dem, der virkelig trænger til hjælp, og som i nutidens samfund tit klager over, at de ikke kan få det fra kommunen – der er ikke råd, hedder det gang på gang. Det er et forståeligt svar, når de, der slet ikke har brug for det også skal have!

Lone Kühlmann og Henning Kirk har netop udgivet bogen: ”Afskaf alderdommen – bliv i de voksnes rækker”. Det er en fin bog, der er udkommet på Gyldendal. Den gør op med den myte, at alle gamle mennesker er svage og behøver offentlig hjælp. Det gør de ikke. Det er derfor forfatterne mener, at vi gamle skal blive i de voksnes rækker og understreger, at gamle mennesker både skal opføre sig som voksne og behandles som voksne af det omgivende samfund.

Det er godt, at Danmark på grund af EU har måttet opgive diskriminationen på grund af alder. Man kan ikke mere fyres, fordi man er blevet 70 år. Men der er langt fra denne formelle regels afskaffelse til den daglige praksis. Her er det stadig almindeligt, at velfungerende mennesker på forskellig vis får at vide, at det da vist nu er på tide, at de tænker på at pensionere sig eller trappe lidt ned, som det hedder. Det ville være mere forståeligt, hvis de blev mødt med: Du tænker da vel ikke på at pensionere dig så tidligt? Vi har brug for dig længe endnu.

Den sidste historie er der nok ikke så mange, der kan fortælle.

Der er brug for, at samfundet og lovgiverne ser på livssituationen for folk over 65 år – som vist er det tidspunkt hvor vi får prædikatet: gamle, jf. rabatterne. Der er ikke brug for, at samfundet på forhånd stempler folk:

Gamle mennesker er mere syge!  Nej, det er de ikke.

Gamle mennesker skal sove mindre. Nej, det skal de ikke.

Gamle mennesker husker dårligere. Nej, det gør de ikke.

Der er nogle gamle mennesker, der er syge og som skal behandles som syge – ikke bare som gamle. Og der er også gamle mennesker, der kan nøjes med mindre søvn, ligesom der er midaldrende der kan det. Det er individuelt og har ikke noget med alderen at gøre. Ligesom der er gamle mennesker, der husker dårligt og andre, der holder hjernen  i gang, og derfor ikke har det problem. Rækken af eksempler på myter og fordomme er alenlang, og pointen er i hvert enkelt tilfælde, at det forvirrer mere end det oplyser at tage udgangspunkt i alderen.

EU har udpeget 2012 til at være ældreår. Jeg har ikke meget tilovers for manien med at udnævne år til det ene og det andet, men når ældreåret er der, kunne regeringen bruge det offensivt i forhold til de reformer, som både beskæftigelses- og socialministeren på fornuftig vis er i gang med. Det kunne være en ide at efterse hele komplekset af regler og ordninger omkring alderdommen og fjerne det, der alene hænger sammen med en forældet tankegang og nogle helt andre samfundsforhold, end dem vi i dag lever under. Alle de oplysninger vi har, viser, at der kommer flere ældre i fremtiden, fordi ældre gennemsnitligt lever i flere år end tidligere, der er derfor brug for, at vi målretter den offentlige støtte til dem, der har brug for den. Når vi dagligt ser partierne konkurrere om, hvem der kan forlange, at der skal spares mest, så virker det provokerende, at de ikke går grundigere til værks og indretter samfundet efter at de mennesker, der i dag bliver gamle uden at være affældige, ikke skal være tilskudsberettigede.

Hvorfor skal det gå ud over Redington?

 

Offentliggjort i Politiken 23. marts 2012

 

”Hellehviskeren” kalder medierne nu Helle Thornings rådgiver Noa Redington. Det er sikkert ikke kærligt ment, men det dækker over en realitet, nemlig at spindoktorer eller særlige rådgivere, som de formelt hedder, ikke skal ses eller høres, men stå bag ved ministeren – absolut bag ved – og sørge for at dække den pågældende af, så godt det nu er muligt. Det  passer sikkert Noa Redington meget dårligt, at han nu personligt er blevet mål for kommentatorerne, og dermed optræder i den ene spekulative artikel efter den anden.

Han kan så glæde sig over, at kommentatorerne, der næsten alle er tidligere særlige rådgivere, straks forsvarer ham, og mener, at det er urimeligt, at det går ud over ham. Det burde være statsministeren herself!

Når Noa Redington trækkes frem, hænger det dels sammen med de dårlige målinger for statsministerens popularitet, dels med de elendige tirsdagspressemøder, hvor det har virket, som om Helle Thorning slet ikke var blevet klædt på til at svare på spørgsmålene fra de ventende journalister.

Set udefra fra var det helt ubegribeligt, at tirsdagspressemødet op til beslutningen om at droppe betalingsringen ikke blev flyttet til dagen efter, hvor Helle Thorning havde noget at sige.

Da jeg startede i politik i 1971 var der ikke noget, der hed særlige rådgivere, og der var heller ingen pressemedarbejdere. Vi havde en ministersekretær, som kom fra ministeriet, og det var det.

Heldigvis er det blevet ændret, og som kommissær i EU fra 1995 til 2000 oplevede jeg, hvordan den rådgivning enhver minister – og altså også en kommissær – har brug for kunne professionaliseres.

Som kommissær har man ret til at etablere et kabinet, dvs. et lille gruppe af rådgivere. Det svinger fra kommission til kommission om det er 5, 7 eller flere, men det giver altid mulighed for at rekruttere dygtige fok, der både kan rådgive og repræsentere kommissæren og samarbejde med de andre kabinetter. Sådanne konstruktioner  kaldes meget forskelligt: viceministre,  statssekretærer eller parlamentariske sekretærer. I Danmark ville det nok blive kaldt udvidede ministersekretariater, og det vil være brugbart for enhver minister og selvsagt i særlig grad for statsministeren.

Selv hvis Noa Redington er meget flittig, så kan han ikke overkomme at dække hele  statsministerens område. Og derfor er der også et statsministerielt embedsapparat, der skal hjælpe til. Sådan er embedsapparatet er ikke klædt på til at klare alle funktioner, så der er brug for nogle folk tæt på ministeren, der  ved om partiapparatet, hvad der er blevet lovet og sagt tidligere. Med andre ord rådgivere der har de politiske forudsætninger, som ministeren har.. Dertil kommer folk, der er fortrolige med pressekorpset på Christiansborg og deres tendens til at kaste sig over helt ligegyldige småting, som nu den sag med prisen på hæve-sænke skrivebordet i Statsministeriet. Det skal lynhurtigt verfes af, så statsministerens egne prioriteringer kommer frem.

I Danmark er der ikke tradition for at have en gruppe rådgivere omkring ministeren. Enhver regering skal igennem mængder af skriverier om, hvor mange de ansætter, hvad det koster med meget mere. Det er helt forudsigeligt, at formiddagsbladene vil kaste sig over enhver nyordning og skrive om, at det er en helt unødvendig luksus uanset de saglige argumenter for en sådan ordning. Og det er også helt forudsigeligt, at der er meget få, der skriver, at der er for få særlige rådgivere. Hvor bliver den debat af?

Er det ikke påfaldende, at vi i Danmark bliver ved med at tro, at politik er, som det var, da jeg startede i begyndelsen af 70’erne? Der er faktisk sket meget siden – ikke mindst er medietrykket vokset ganske alvorligt, og det samme er mængden af arbejde både i Folketinget og i EU. Det kræver meget af den politiske minister og selvfølgelig i særlig grad af statsministeren.

Lad mig bare i flæng nævne nogle af de opgaver, der skal løses:

  • Forberedelse af nye politiske udspil, der kræver kontakt og møder med mange forskellige mennesker.
  • Tirsdagspressemøderne.
  • Taler både i Folketinget og udenfor – det er et meget større arbejde end de fleste ved.
  • Kontakter til de forskellige ministre.
  • Forberedelse af økonomi- og koordinationsudvalget, og af gruppemøderne.
  • Løsning af opståede konflikter mellem ministre.
  • Udlandsrejser.
  • EU formandskabet.
  • Deltagelse i presseinterviews, møder med pressen og diverse folk.
  • Optræde i TV.
  • Etablering af tænketanke for regeringen….
  • Og så har jeg helt sikkert glemt noget.

Men de opgaver der skal løses forsvinder ikke, så hvorfor ikke tage balladen nu og få det apparat, der er nødvendigt?

Det ville være klogt af statsministeren at bruge den nye debat om Noa Redington til at få etableret en større gruppe af rådgivere. Der skal en del til, for at en statsminister i vor tid kan være chef. Til inspiration kan Tony Blairs erindringer bruges. Han troede ikke på noget tidspunkt, at han kunne gennemføre de nødvendige forandringer uden at have et stort apparat af rådgivere til sin rådighed. Selvom Danmark er et lille land, så har ministre og især statsministeren brug for det samme.