Zlatan er den grimme ælling

”Altså, hvad regner I med!”

Fodboldkampe og fodboldstjerne er ikke noget, jeg har brugt meget tid på i mit liv. Alligevel fik gode venner mig til at læse den storsælgende bog om den verdensberømte svenske fodboldspiller Zlatan:  ”Jeg er Zlatan Ibrahimovitc” fortalt til Oluf Lagercrantz.

Den er noget af det bedste, jeg har læst, om hvordan det er at bo i ghettoen, komme væk derfra, tjene styrtende med penge og være i stand til at tænke over sit liv, sådan som det har udspillet sig og fortsat udspiller sig.

En ghettodreng, der bare kommer helt frem, bliver kendt ud over alle grænser og lige så meget ud over alle grænser bliver millionær. Det er den slags, drømme er gjort af. Næsten HC Andersens  grimme ælling i helt ny forklædning.

Historien er  ikke fortalt på samme måde før. Det er lykkedes for David Lagercrantz at fastholde Zlatans sprog, hans indignation, vrede, vilje, hævn, støj og praleriet, der også er ud over alle grænser.

Han fortæller om sine år som ung – utilpasset i skolen uden ønske om eller mulighed for at forstå de gængse spilleregler i samfundet – og småkriminel, om hans glæde ved biler – jo større jo bedre, om fart, og om forældrenes druk og bank, men også om hans kærlighed til dem.

Han har viljen til at blive den bedste med en fodbold. Først hjemme i gården hvor han øver sig i at kopiere finterne fra de store fodboldstjerner som Ronaldo. Igen og igen, dag efter dag. Nye prøver, mere fodbold igen og igen, og han blev selvfølgelig bedre og bedre. Og han blev ved at øve sig og kæmpede sig ind i klubber, der samlede underskrifter for at få ham ud. Men han blev. Der er ingen tvivl om, at han også har været umådeligt provokerende, irriterende og storpralende på en måde, som ligger langt fra, hvad vi almindelige borgere som ikke kommer fra ghettoen finder passende.

Integrationspolitikken volder store kvaler, fordi mange unge ikke kan komme videre efter, at de er færdige med folkeskolen. Enten fordi vores opbyggede systemer ikke rummer attraktive tilbud til de unge drenge. Eller fordi de på forhånd opgiver og bare bliver ”ofre” – så får vi sangen om, at der altid er nogen, der holder dem nede, fordi de er anderledes, fordi de er fra ghettoen, fordi de har et andet sprog, er mørkøjede med meget mere. Det er det værst tænkelige udgangspunkt for at komme videre. Offerrollen fører ingen andre steder hen end til offentlig forsørgelse.

Jeg er sikker på, at Zlatan Ibrahimovitc ikke havde tænkt sig, at hans bog skulle bruges om indlæg i integrationsdebatten – men det er den meget egnet til. Den giver os uden for ghettoen indsigt i, hvordan det er at vokse op  der, hvordan samfundet uden for ghettoen er lukket, og hvad det kræver at slå sig op til den absolutte top, når man føler sig helt anderledes. Alle, der i dag arbejder med integration bør læse bogen.

Jeg er selv blevet klogere på fodboldverdenen og integrationsproblemerne, og det var tiltrængt.

Som Zlatan startede denne kommentar, skal han også slutte den:

”Respekt får man ikke. Den tager man”

 

I øvrigt vil jeg gerne takke Alfred Josephson for hans indsats i Irma – han vil blive savnet.