Tag dog arbejdet med Enhedslisten alvorligt

En uge med valg. Både i Frankrig, Grækenland og Serbien og med resultater, der også spiller en rolle for os danskere.

Det mest afgørende var valget i Frankrig. Det er svært at se, hvad det kan ende med i Grækenland, der på alle måder er i vanskeligheder.

Frankrigs valg betød en ny præsident, Francois Hollande. Han er socialdemokrat, så nu har vores statsminister Helle Thorning en at støtte sig til i EU.

Betyder det noget?

Hvis man ser på valgprogrammet, så er der ingen tvivl om, at den nye franske præsident står for en langt mere vækstorienteret politik. Han vil gøre noget ved den alt for store arbejdsløshed, der har ramt de fleste europæiske lande. Han vil ikke bare spare, og det er klart, at han får brug for mange besøg i Tyskland og mange samtaler med den tyske kansler Angela Merkel, der i en uendelighed forlanger besparelser.

Men, men..

Vil han holde sine løfter, eller går det, som det gik i Danmark, at hans økonomiske plan vil blive totalt ændret efter valget.

De befolkninger, der vælger nye – socialdemokratiske – regeringer, ønsker selvfølgelig ved deres valg at støtte en ny politik, det vil sige noget andet end det, der var før. Gang på gang viser det sig, at det får de ikke. De får det samme måske iklædt lidt andre ord. Reaktionen er forudsigelig, vælgerne bliver skuffede og stemmer næste gang på konservative/liberale partier eller går langt til højre eller venstre. Det er en ond cirkel, som socialdemokraterne er nødt til at bryde. De MÅ formulere en anden politik end de borgerlige regeringer.

Meningsmålingerne i Danmark, der igen og igen giver Venstre langt flere mandater end S og SF tilsammen, viser hvor nødvendigt det er.

Partiernes forklaring er hver gang, at valgresultatet gør det nødvendigt at føre en politik, der meget ligner den en borgerlig regering førte. Det holder ikke. Det var i Danmark klart lang tid før valget, at der ikke kom nogen ny regering uden de radikale, hvis økonomiske politik ligger langt tættere på venstres end på S og SF. S og SF var ligeglade og optrådte med stor arrogance – det blev som de sagde, påstod de. Nu er de ved at gentage fadæsen, blot i forhold til Enhedslisten, der behandles, som om den ikke var nødvendig for at opnå flertal for regeringens politik.

Tag dog arbejdet med Enhedslisten alvorligt og brug dem til at understrege en ny og anderledes politik. Der er masser af overbud hos Enhedslisten, men de må udfordres. Regeringen må gøre det svært for dem at sige nej til en politik, som kan give flertal. Med andre ord en politik, der medfører ændringer for almindelige mennesker og ikke kun er kampråb og slagord. Ved at stemme for finansloven sidste år gav Enhedslisten et signal om, at det ville prøve at være med i konstruktiv politik. Brug dem dog!

Ingen ved, om de virkelig kan for deres bagland, som stadig har en alt for dominerende rolle i forhold til de valgte folketingsmedlemmer. Det er som bekendt ikke baglandet vælgerne har stemt på. Men det må afprøves meget, meget mere målrettet, end det sker nu. Arrogancen som S og SF udfoldede overfor de radikale under valgkampen bør ikke bruges igen overfor Enhedslisten. Hele strategien led skibbrud, hvad der blev understreget efter valget.

I Frankrig har den nye præsident flere muligheder, men vil også være under langt større pres fra sine europæiske kolleger. Det ville være opmuntrende, hvis der virkelig blev tale om en ny og anderledes politik, der viste klare forskelle til de hidtidige europæiske borgerlige regeringer.

Måske kunne det ligefrem give inspiration til S, SF og R regeringen?