Skandale og atter skandale i forsvarsklubben

Han stod og viftede med et papir. Strakte det højt op, for han stod nede bag i lokalet. Det var ikke meningen, at journalisterne også skulle se det. Men det var vigtigt, at forsvarsministeren kunne. Manden med papiret var departementschef Lars Finsen i Forsvarsministeriet.

Jægersoldatens bog ”Jæger – i krig med eliten”  var emnet for forsvarsministerens pressemøde, og når den nu var blevet oversat til arabisk, så var det vel indlysende, at den var farlig, og at det var rigtigt af Forsvarsministeriet at prøve at forhindre, at den kom ud.

Bogen var ganske rigtigt blevet oversat til arabisk, men af Forsvarsministeriet selv.

Skandalen rullede over længere tid.

Og der var flere sager af samme slags, som har vist, at der i forsvaret har udviklet sig en kultur, hvor de almindelige spilleregler, f.eks. at man skal sige sandheden til Folketinget og – den til tider måbende offentlighed – blev tilsidesat. Jeg kan nævne:

Forsvarsministeriet der forsøgte at true filmholdet bag ”Armadillo” til at fjerne belastende scener fra filmen.

Fornyelig historien om, at Folketinget fra Forsvarsministeriet fik forkerte oplysninger om antallet af irakiske fanger, som danske soldater havde taget til fange.

Søren Gade, der trak sig som forsvarsminister i 2009 bl.a. fordi det blev påstået, at han havde afgivet forkerte oplysninger til Folketinget. Nu er der nok ingen, der tror, at ministeren selv sidder og skriver de svar

Så var der spindoktor Jacob Vinthers mulige læk til medierne om jægerkorpsets indsættelse i Irak, der blev bekræftet gennem en oplysning til EB i 2011. Og suppleret med udsagn fra ansatte i forsvarsministeriet.

Og der var mere:

Torturbilleder, der var blevet slettet, fordi det gik imod Forsvarsministeriets opfattelse.

Historien om udlevering af fanger til amerikanerne. Og forsøget på at dække over det.

Så kom regeringsskiftet og med det en ny forsvarsminister, Nick Hækkerup. Han havde det meget store fortrin, at han ikke havde været medlem af Forsvarsudvalget i Folketinget, og dermed ikke havde været en del af et indspist og lukket system, der også omfatter journalister.

Ved at komme udefra var det muligt for Nick Hækkerup at se, at der måtte noget nyt til, at forsvarsministeriet ikke bare kunne fortsætte som hidtil. Det ser ud som om, han er en forsigtig mand, for han nøjedes med at fastslå, at stillingen som Forsvarschef skulle slås op, så  folk udefra dvs. Civile med militær baggrund også kunne søge.

Umiddelbart lyder det som en meget beskeden start på at få ryddet op i det skandaleramte Forsvarsministerium.

Men nej først nu begyndte den ene højtansatte chef i forsvaret efter den anden at skrive små kritiske kronikker i Berlingske. Sjovt nok var der ingen af dem, der følte trang til at fortælle læserne om deres dybe bekymringer over den udvikling, der havde været i ministeriet omkring den ene skandalesag efter den anden. Men at forsvaret kunne risikere at få en chef udefra, det var for meget. Og man kunne måske oven i købet risikere, at den nye chef ville fortsætte oprydningen. Det skulle forhindres, så der var ingen ende på utilfredsheden, stærkt fulgt op af journalisten Christian Brøndum, der i mange år har været med ”forsvarsklubben”.

For os andre virker det indlysende, at Forsvarsministeriet må og skal fornys, og jeg ønsker Nick Hækkerup politisk mod og kraft til at gennemføre det, han er i gang med. Det har længe været tiltrængt. Og forhåbentlig kan den nyudnævnte forsvarschef hjælpe ham med det.

I øvrigt mener jeg, at det er svært at se, hvad venstre- og orlovspolitikeren Troels Lund Poulsen skal i forsvarsudvalget.