Lad os få afskaffet EU-forbeholdene

 

Offentliggjort i Politiken 2. marts 2012

 

Hvordan kan det være, at Danmarks medlemskab af EU aldrig er blevet en del af vores selvforståelse? Hvorfor er vi danskere aldrig blevet europæere?

Siden 1972 har vi været medlem. Dengang jeg selv blev professionel politiker  havde Danmark den første folkeafstemning. Jeg anbefalede et nej, fordi jeg ikke kunne forstå, at det var nødvendigt for Danmark at være med sammen med de andre vesteuropæiske lande. Det kan jeg i dag.

Der er gået 40 år. I disse år har EU ændret sig fundamentalt.

Muren mellem Øst og Vest Europa forsvandt helt bogstaveligt. Tjekkiet, Polen, Estland, Letland og mange flere blev medlem af EU, og dermed blev deres demokratiske udvikling sikret. Det var helt fantastisk, at det kunne lade sig gøre så let og ubesværet. Dengang i 1972 var det slet ikke noget, vi kunne forestille os. I dag er det en selvfølge at tale om et helt Europa ikke om Vest og Øst Europa.

I dag udgøres EU af 27 lande. Det har selvfølgelig gjort arbejdet mere kompliceret, og det har medført en del traktatændringer.

Hver gang, der har været tale om, at EU har brug for mere samarbejde, flere fælles regler, flere sanktioner, hvis reglerne ikke bliver overholdt, så viser meningsmålingerne, at danskerne er imod.

De fleste danskere ved godt, at et land på 5 millioner indbyggere ikke kan klare sig uden et tæt – endog et meget tæt – samarbejde med andre lande. Vi ved det godt, men alt for mange har ikke lyst til at tænke over det. I stedet bliver det noget med, at andre ikke skal bestemme over os? Eller at tyskerne i hvert fald ikke skal.

For regeringen og folketingets politikere er det en løbende udfordring, for der bør i et repræsentativt demokrati være en vis overensstemmelse imellem vælgerne og de valgte, og det er, som om EU spørgsmålet er noget, der bliver stuvet væk. Det spiller meget sjældent en rolle i valgkampen, men tages op, når det er strengt nødvendigt, fordi der skal være folkeafstemning.

Europaparlamentarikerne yder en stor og fortjenstfuld indsats i EU Parlamentet, men de klager alle over, at det er svært at få medierne til at interessere sig for deres løbende arbejde. Redaktionerne mener ikke, at det interesserer læserne nok til, at det kan prioriteres.

Nu er der nyt igen fra EU. Finanskrisen og nogle landes overforbrug og gældssætning har medført, at de økonomisk stærke lande forlanger mere disciplin. De er ikke villige til uden videre at betale for andres overforbrug.

Danmark har i dette halvår formandskab i EU, men ikke så meget at have det i, selvom regeringen selvfølgelig arbejder på livet løs, og vi ser de nyudnævnte ministre deltage i fine møder. Men opbakning i befolkningen er der ikke meget af. Det virker ikke, som om danskerne mener, at det kan være rimeligt, at de skal ofre noget for at få EU til at fungere.

Løsningen på finanskrisen er vi danskere tilskuere til, og regeringen kan selv bestemme i hvor høj grad, den vil være omfattet af bestemmelserne. Der ser ud til at være et stort flertal i folketinget for, at Danmark tilpasser sig den nye finanspagt.

Anderledes stiller det sig med vores forbehold, især dem på det retlige område. Det var dem, vi fik, efter at den danske befolkning ved folkeafstemningen i juni 1992 stemte nej. Siden den tid er det gået stille og roligt, og Danmark har kunnet deltage i  samarbejdet på linje med de lande, der er med i det hele.

Med Lissabon traktaten ser det anderledes ud. For fremtiden vil vi få store problemer med vores retlige forbehold, fordi hele retspolitikken er blevet overnational, hvor den hidtil var mellemstatsligt. Danmark er aktivt medlem af Europol, det europæiske politisamarbejde og har stor glæde af det, fordi forbrydere som bekendt ikke kender grænser.

Når landene for fremtiden træffer nye beslutninger, betyder det, at Danmark ikke kan være med. Vi kan ikke uden at få ophævet vores retlige forbehold fortsætte det arbejde, vi har været en del af i så mange år i Europol.

Der skal en folkeafstemning til, for at vi kan komme af med det forbehold.

Regeringen har talt om, at de i denne regeringsperiode vil afholde folkeafstemning om de danske forbehold – måske ikke det om euroen, men de andre. Det er godt, men det skal forberedes og forberedes grundigt.

Det bør ske nu, under det danske formandskab, fordi der er langt større medieinteresse, mens det står på. Det er nu danskerne skal gøres opmærksomme på konsekvenserne af ikke at være med i det retlige samarbejde. Det er nu den nye europaminister Nicolaj Wammen og statsminister Helle Thorning skal benytte lejligheden til at trække det frem og forklare konsekvenserne igen og igen. For de hidtil EU-skeptiske SF’ere er det også vigtigt at komme i gang. Villy Søvndal bør her kunne levere noget.

Det ville klæde både regeringen og Danmark at få det forbehold væk, før det for alvor kommer til at give os problemer.