Fristende at blive i hængekøjerne

 

Offentliggjort i Ekstra Bladet torsdag den 2. februar 2012

 

En af de sjove ting ved at blive gammel  eller – som mine ældre venner ville sige – få erfaring, er, at man kan se partiernes krumspring i et længere perspektiv.

I mange år var det en yndet sport for formiddagsaviserne og for de borgerlige partier at tale om SF i hængekøjen. Der var masser af eksempler på, at SF, når økonomiske beslutninger gik ud over nogle af kernevælgerne, så tyede til hængkøjen. Nej, man skulle ikke være med i forlig, der kunne pålægge vælgerne nye byrde, man lå godt, hvor man lå.

I det nutidige billede ser det ud til, at Enhedslisten ikke kun erobrer SF’s stemmer, men også deres hængekøjer. I det omfang de ikke allerede er optaget af Venstres medlemmer.

Venstre yndede også dengang at angribe SF for ikke at ville tage ansvar, og lige præcist der er Venstre selv havnet her i begyndelsen af 2012.

I de samme hængekøjer.

Med høj og klar Peter Christensen Venstre-røst erklærer man, at der kun bliver et forlig om energipakken, hvis det bliver lige præcist, som Venstre foreslog det, dengang de selv havde regeringsmagten, for de var nemlig meget ambitiøse dengang!

Hverken på eller udenfor Christiansborg plejer man at kalde den slags for et oplæg til forlig, men et diktat.

Et forlig er noget, hvor alle de, der er med, kan gå ud og erklære sig som sejrherrer. Sagt med andre ord alle skal have imødekommelser og ingen får alt det, de gerne vil have.

Hvis Venstre har glemt, hvad et forlig er, så kan de bare spørge de mange Venstreborgmestre, der presser på for at få Venstres folketingsgruppe ud af hængekøjen. De ved, hvad forlig er,  for dem laver de hele tiden, og de vil gerne have et forlig om energipolitikken.

Venstre har allerede fået flere indrømmelser af energi- og klimaministeren, og han har skåret budskabet ud i pap. Det drejer sig om, at danskerne med det oplæg, der nu ligger, kun skal af med 38 kroner mere om måneden.

Jo, det rigtige tal er 38 kroner om måneden og vist endda først fra 2020.

Foreløbig har Venstre bestemt sig til at blive i hængekøjen. Og hvis man kan tro meningsmålingerne, så vrimler det ind med støtte til venstre. Al erfaring – og den har jeg som nævnt rigeligt af –viser, at det kan man nu sjældent, men når det går fremad, så glemmer partierne det.

Så det er fristende for Venstre at blive i hængekøjen, og som vi alle ved, kan man ligge helt godt i sådan en hængekøje, når man først har vænnet sig til  den og ligger helt stille og roligt, så man ikke triller ned.

Men ærlig talt, mon ikke det bliver lidt kedeligt at blive liggende der og tænke på alt det, de andre udretter? Mon ikke Venstres vælgere trods alt mener, at deres stemmer skal bruges til noget konkret politik – også energipolitik.

I øvrigt mener jeg, at skolelærerne skal have meget mere tid sammen med børnene.

Fællesskabet kommer først

 

Offentliggjort i Politiken fredag den 20. januar 2012

 

Da jeg var overborgmester fra 2005-2010 var betalingsring, trængselsafgift og miljøzone positive udtryk, der dækkede over, at det var nødvendigt at gøre noget ved trafikken i København. Dengang var der et stort flertal for det på rådhuset, og forskellige meningsundersøgelser viste, at der også var flertal hos københavnerne.

Samarbejdet med borgmestrene (i de kommuner som er naboer til København) gik stort set godt: borgmestrene i vestegnen var positivt indstillet. Borgmester Hans Toft (K) i Gentofte var undtagelsen. Der blev lavet mange undersøgelser og fremkom forskellige forslag til løsninger. Dengang ærgrede det mig og flertallet i borgerrepræsentationen (S, R, SF og Ø), at vi ikke bare kunne gennemføre det. Men da den daværende VKO regering betragtede det som en skat, måtte kommunen vente.

Det virkede dengang indlysende, at trængselsafgifter var nødvendige, fordi forureningen gang på gang var blevet målt til at være langt over de acceptable grænser. Fordi biler spilder oceaner af tid på at vente i køer. Tid der kan omsættes i arbejdstimer, og fordi håndværkere m.m. ikke kan komme rundt i byen og passe deres arbejde.

Studier af eksisterende betalingsringe i London, Stockholm og Oslo understregede også, at det kunne gøres på fornuftig vis, og også at der var mange forskellige muligheder for praktisk organisering. En folkeafstemning i Stockholm blev ovenikøbet vundet, så der var ikke noget at betænke sig på.

Hvorfor fremstilles det så nu som et stort problem, hvor avis efter avis anbefaler statsminister Helle Thorning at skrotte projektet. Af samme aviser får man den opfattelse, at det var SF’s projekt, som de måtte have for også at få noget ud af forhandlingerne i tårnet.

Nu hedder det i ledere i aviserne, at der er tale om ”grønne miljøfanatikere” og ”erhvervsfjendtlige venstrefløjsfolk”, men det er måske fordi de saglige argumenter mod en betalingsring er sluppet op?

Hvordan kan det være, at noget, der så indlysende er godt for de mange, kan fremstilles som et stort problem og indgreb?

Det skyldes måske, at betalingsringen er et regulært stykke politik. Gammeldags politik fristes jeg næsten til at kalde det, fordi vi i den grad har vænnet os til, at politik er, hvad målinger viser, at flertallet står for og ikke et opgør imellem de bemidlede og de ubemidlede.

En betalingsring sætter skel: fårene skilles fra bukkene for nu at citere en tidligere statsminister, der godt nok brugte udtrykket til noget andet.

Det er kampen mellem den individuelle frihed – eller skulle vi ikke tage tyren ved hornene og kalde det ved sit rette navn: den individuelle magelighed typisk bestemt af pengepungens størrelse – og hensynet til fællesskabet. Det er besværet for dem, der har gode biler og skal ind til byen, hvor mange af arbejdspladserne befinder sig, og hvor alle individuelt set vil have det så bekvemt som muligt. Selvom der er lange køer, og det tager dobbelt så lang tid i myldretidsperioderne, så kan der høres radio imens, og kaffekruset kan stå ved siden af, nogle telefonsamtaler kan også ordnes ved samme lejlighed, for der er stort set altid kun en i hver bil.

En betalingsring gør det dyrere at vælge den individuelle ordning, den med bilen, men giver derfor også kroner og ører til at forbedre alternativet: den offentlige transport, der igennem en lang periode er blevet endog meget dårligt behandlet. Satsningen har hele tiden været på de individuelle behov – ikke  fællesskabets behov. Det betyder, at togene ikke kommer til tiden, at de er beskidte og overfyldte. Det samme gælder busserne.

Det er jo let nok for mange debattører at pege på, at de da meget gerne vil have forbedringerne af den offentlige trafik lige her og nu, hvem vil ikke det. Men der mangler totalt anvisninger af, hvor pengene til de investeringer skal komme fra.

Efter år med politiske diskussioner om ”de fremmede” og stort set kun det, er vi pludselig igen havnet i en regulær ideologisk politisk strid, hvor fronterne står stejlt overfor hinanden, og hvor især den borgerlige presse sætter ind med massiv modstand.

Jeg indrømmer, at det kan forvirre, at socialdemokratiske borgmestre ser mere på deres egne kommuners end på fællesskabets interesse. Det er set før, og det ændrer intet ved det principielle i sagen.

Det er derfor regeringen skal holde fast i at få begrænset den individuelle trafik. Det er derfor regeringen igen og igen bliver nødt til at forklare, at mere plads til den individuelle transport – altså personbilerne – bare betyder, at problemerne vokser, og at der bliver flere og flere af dem. Det er derfor regeringens ordførere, som Rasmus Prehn (S) gør det, skal kaste sig ind i debatten og understrege, at de ønsker at styrke de fælles løsninger, og at de vil vælge det gang på gang. At der ikke er tale om nogen fejltagelse, men et bevidst valg og en politik, som regeringen står for.

Betalingsringen er et udmærket eksempel på et politikområde, hvor regeringen har andre politiske prioriteter end den tidligere VKO regering.

Smart for EU-spidser at mobbe Helle Thorning

 

Offentliggjort i Ekstra Bladet tirsdag den 3. januar 2012

 

Er det ikke bekymrende, at udenlandske medier skriver så dårligt om statsminister Helle Thorning Schmidt og situationen i Danmark? spurgte en journalist fra Ekstra Bladet tæt på nytåret. Næ! Hvorfor det? De har  – nøjagtig som vi har det i Danmark – deres egen dagsorden, og det er selvfølgelig den, de forfølger.

I den britiske befolkning er der en meget negativ holdning til EU og en lige så overdreven tillid til, at de kunne klare sig meget bedre uden EU. Stormagtsdrømme og erindringer om det engelske imperium er slet ikke forsvundet, så en nyudnævnt dansk statsminister, der ovenikøbet er gift ind i labourfamilien, Kinnock, kan medierne roligt hænge ud.

Frankrig skal have præsidentvalg her i foråret, og det går ikke særlig godt for præsident Nicolas Sarkozy, så kan det jo være, det hjælper at kaste sig over den nye elev i klassen. I hvert fald kunne han for et øjeblik komme af med raseriet over briterne, der slet ikke ville være med til at løse de økonomiske problemer i EU. Han behøvede ikke engang at lægge sig ud med dem. Han kunne nøjes med at mobbe Helle Thorning Schmidt – hun var ny, fra et lille land og skulle holde sin mund. Hvis det skal gøre indtryk på mig og andre læsere, så er det kun, fordi det udstiller den franske præsident Nicolas Sarkozys arrogance, og da ikke den danske statsminister.

EU er på godt og ondt et samarbejde mellem selvstændige nationalstater og hænger kun sammen, så længe regeringerne kan forklare deres befolkninger, at det er en god idé. Og det kniber. Det kniber endda rigtig meget. Lige nu duer det gamle middel med at dele nogle flere penge ud ikke, for de er der ikke. I stedet er der krav om budgetdisciplin. Det er bare et fint ord for besparelser – og vi ved vist alle, at det er sjovere at bruge penge end at skulle spare på dem.

De løsninger, Euro-landene kunne enes om ved deres sidste møde, bærer præg af, at det er konservative/borgerlige regeringer, der har magten i næsten alle de europæiske lande.

Selvfølgelig vil det være en fordel set ud fra en socialdemokratisk vinkel, at spareriet følges op med satsninger, der kan få flere i arbejde – ikke mindst alle de unge, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Ideen om den grønne vækst bør forfølges under det danske formandsskab, men med de nuværende regeringer i Europa bliver det svært, og Helle Thorning Schmidt bliver nødt til at bruge mange formandskræfter på at få EU til at hænge sammen og tage fat i de alvorlige økonomiske problemer. Her er der brug for alliancer med andre progressive kræfter, der kan indse, at EU ikke kan spare sig ud af sine nuværende problemer.

Forholdet til Tyskland bliver endnu engang vigtigt for Danmark, og der er heldigvis meget, der tyder på at Angela Merkel har brug for en brobygger, der har den europæiske erfaring, som Helle Thorning Schmidt er i besiddelse af. EU vil fylde meget i det nye år, der nu er startet, men det må ikke skygge for, at vi stadig mangler konkrete nationale udspil fra S, F og R regeringen.

I øvrigt mener jeg at DR og symfoniorkestret bør takkes for de flotte nytårskoncerter.