Skandale og atter skandale i forsvarsklubben

Han stod og viftede med et papir. Strakte det højt op, for han stod nede bag i lokalet. Det var ikke meningen, at journalisterne også skulle se det. Men det var vigtigt, at forsvarsministeren kunne. Manden med papiret var departementschef Lars Finsen i Forsvarsministeriet.

Jægersoldatens bog ”Jæger – i krig med eliten”  var emnet for forsvarsministerens pressemøde, og når den nu var blevet oversat til arabisk, så var det vel indlysende, at den var farlig, og at det var rigtigt af Forsvarsministeriet at prøve at forhindre, at den kom ud.

Bogen var ganske rigtigt blevet oversat til arabisk, men af Forsvarsministeriet selv.

Skandalen rullede over længere tid.

Og der var flere sager af samme slags, som har vist, at der i forsvaret har udviklet sig en kultur, hvor de almindelige spilleregler, f.eks. at man skal sige sandheden til Folketinget og – den til tider måbende offentlighed – blev tilsidesat. Jeg kan nævne:

Forsvarsministeriet der forsøgte at true filmholdet bag ”Armadillo” til at fjerne belastende scener fra filmen.

Fornyelig historien om, at Folketinget fra Forsvarsministeriet fik forkerte oplysninger om antallet af irakiske fanger, som danske soldater havde taget til fange.

Søren Gade, der trak sig som forsvarsminister i 2009 bl.a. fordi det blev påstået, at han havde afgivet forkerte oplysninger til Folketinget. Nu er der nok ingen, der tror, at ministeren selv sidder og skriver de svar

Så var der spindoktor Jacob Vinthers mulige læk til medierne om jægerkorpsets indsættelse i Irak, der blev bekræftet gennem en oplysning til EB i 2011. Og suppleret med udsagn fra ansatte i forsvarsministeriet.

Og der var mere:

Torturbilleder, der var blevet slettet, fordi det gik imod Forsvarsministeriets opfattelse.

Historien om udlevering af fanger til amerikanerne. Og forsøget på at dække over det.

Så kom regeringsskiftet og med det en ny forsvarsminister, Nick Hækkerup. Han havde det meget store fortrin, at han ikke havde været medlem af Forsvarsudvalget i Folketinget, og dermed ikke havde været en del af et indspist og lukket system, der også omfatter journalister.

Ved at komme udefra var det muligt for Nick Hækkerup at se, at der måtte noget nyt til, at forsvarsministeriet ikke bare kunne fortsætte som hidtil. Det ser ud som om, han er en forsigtig mand, for han nøjedes med at fastslå, at stillingen som Forsvarschef skulle slås op, så  folk udefra dvs. Civile med militær baggrund også kunne søge.

Umiddelbart lyder det som en meget beskeden start på at få ryddet op i det skandaleramte Forsvarsministerium.

Men nej først nu begyndte den ene højtansatte chef i forsvaret efter den anden at skrive små kritiske kronikker i Berlingske. Sjovt nok var der ingen af dem, der følte trang til at fortælle læserne om deres dybe bekymringer over den udvikling, der havde været i ministeriet omkring den ene skandalesag efter den anden. Men at forsvaret kunne risikere at få en chef udefra, det var for meget. Og man kunne måske oven i købet risikere, at den nye chef ville fortsætte oprydningen. Det skulle forhindres, så der var ingen ende på utilfredsheden, stærkt fulgt op af journalisten Christian Brøndum, der i mange år har været med ”forsvarsklubben”.

For os andre virker det indlysende, at Forsvarsministeriet må og skal fornys, og jeg ønsker Nick Hækkerup politisk mod og kraft til at gennemføre det, han er i gang med. Det har længe været tiltrængt. Og forhåbentlig kan den nyudnævnte forsvarschef hjælpe ham med det.

I øvrigt mener jeg, at det er svært at se, hvad venstre- og orlovspolitikeren Troels Lund Poulsen skal i forsvarsudvalget.

Hvorfor skal det gå ud over Redington?

 

Offentliggjort i Politiken 23. marts 2012

 

”Hellehviskeren” kalder medierne nu Helle Thornings rådgiver Noa Redington. Det er sikkert ikke kærligt ment, men det dækker over en realitet, nemlig at spindoktorer eller særlige rådgivere, som de formelt hedder, ikke skal ses eller høres, men stå bag ved ministeren – absolut bag ved – og sørge for at dække den pågældende af, så godt det nu er muligt. Det  passer sikkert Noa Redington meget dårligt, at han nu personligt er blevet mål for kommentatorerne, og dermed optræder i den ene spekulative artikel efter den anden.

Han kan så glæde sig over, at kommentatorerne, der næsten alle er tidligere særlige rådgivere, straks forsvarer ham, og mener, at det er urimeligt, at det går ud over ham. Det burde være statsministeren herself!

Når Noa Redington trækkes frem, hænger det dels sammen med de dårlige målinger for statsministerens popularitet, dels med de elendige tirsdagspressemøder, hvor det har virket, som om Helle Thorning slet ikke var blevet klædt på til at svare på spørgsmålene fra de ventende journalister.

Set udefra fra var det helt ubegribeligt, at tirsdagspressemødet op til beslutningen om at droppe betalingsringen ikke blev flyttet til dagen efter, hvor Helle Thorning havde noget at sige.

Da jeg startede i politik i 1971 var der ikke noget, der hed særlige rådgivere, og der var heller ingen pressemedarbejdere. Vi havde en ministersekretær, som kom fra ministeriet, og det var det.

Heldigvis er det blevet ændret, og som kommissær i EU fra 1995 til 2000 oplevede jeg, hvordan den rådgivning enhver minister – og altså også en kommissær – har brug for kunne professionaliseres.

Som kommissær har man ret til at etablere et kabinet, dvs. et lille gruppe af rådgivere. Det svinger fra kommission til kommission om det er 5, 7 eller flere, men det giver altid mulighed for at rekruttere dygtige fok, der både kan rådgive og repræsentere kommissæren og samarbejde med de andre kabinetter. Sådanne konstruktioner  kaldes meget forskelligt: viceministre,  statssekretærer eller parlamentariske sekretærer. I Danmark ville det nok blive kaldt udvidede ministersekretariater, og det vil være brugbart for enhver minister og selvsagt i særlig grad for statsministeren.

Selv hvis Noa Redington er meget flittig, så kan han ikke overkomme at dække hele  statsministerens område. Og derfor er der også et statsministerielt embedsapparat, der skal hjælpe til. Sådan er embedsapparatet er ikke klædt på til at klare alle funktioner, så der er brug for nogle folk tæt på ministeren, der  ved om partiapparatet, hvad der er blevet lovet og sagt tidligere. Med andre ord rådgivere der har de politiske forudsætninger, som ministeren har.. Dertil kommer folk, der er fortrolige med pressekorpset på Christiansborg og deres tendens til at kaste sig over helt ligegyldige småting, som nu den sag med prisen på hæve-sænke skrivebordet i Statsministeriet. Det skal lynhurtigt verfes af, så statsministerens egne prioriteringer kommer frem.

I Danmark er der ikke tradition for at have en gruppe rådgivere omkring ministeren. Enhver regering skal igennem mængder af skriverier om, hvor mange de ansætter, hvad det koster med meget mere. Det er helt forudsigeligt, at formiddagsbladene vil kaste sig over enhver nyordning og skrive om, at det er en helt unødvendig luksus uanset de saglige argumenter for en sådan ordning. Og det er også helt forudsigeligt, at der er meget få, der skriver, at der er for få særlige rådgivere. Hvor bliver den debat af?

Er det ikke påfaldende, at vi i Danmark bliver ved med at tro, at politik er, som det var, da jeg startede i begyndelsen af 70’erne? Der er faktisk sket meget siden – ikke mindst er medietrykket vokset ganske alvorligt, og det samme er mængden af arbejde både i Folketinget og i EU. Det kræver meget af den politiske minister og selvfølgelig i særlig grad af statsministeren.

Lad mig bare i flæng nævne nogle af de opgaver, der skal løses:

  • Forberedelse af nye politiske udspil, der kræver kontakt og møder med mange forskellige mennesker.
  • Tirsdagspressemøderne.
  • Taler både i Folketinget og udenfor – det er et meget større arbejde end de fleste ved.
  • Kontakter til de forskellige ministre.
  • Forberedelse af økonomi- og koordinationsudvalget, og af gruppemøderne.
  • Løsning af opståede konflikter mellem ministre.
  • Udlandsrejser.
  • EU formandskabet.
  • Deltagelse i presseinterviews, møder med pressen og diverse folk.
  • Optræde i TV.
  • Etablering af tænketanke for regeringen….
  • Og så har jeg helt sikkert glemt noget.

Men de opgaver der skal løses forsvinder ikke, så hvorfor ikke tage balladen nu og få det apparat, der er nødvendigt?

Det ville være klogt af statsministeren at bruge den nye debat om Noa Redington til at få etableret en større gruppe af rådgivere. Der skal en del til, for at en statsminister i vor tid kan være chef. Til inspiration kan Tony Blairs erindringer bruges. Han troede ikke på noget tidspunkt, at han kunne gennemføre de nødvendige forandringer uden at have et stort apparat af rådgivere til sin rådighed. Selvom Danmark er et lille land, så har ministre og især statsministeren brug for det samme.

Lad os få afskaffet EU-forbeholdene

 

Offentliggjort i Politiken 2. marts 2012

 

Hvordan kan det være, at Danmarks medlemskab af EU aldrig er blevet en del af vores selvforståelse? Hvorfor er vi danskere aldrig blevet europæere?

Siden 1972 har vi været medlem. Dengang jeg selv blev professionel politiker  havde Danmark den første folkeafstemning. Jeg anbefalede et nej, fordi jeg ikke kunne forstå, at det var nødvendigt for Danmark at være med sammen med de andre vesteuropæiske lande. Det kan jeg i dag.

Der er gået 40 år. I disse år har EU ændret sig fundamentalt.

Muren mellem Øst og Vest Europa forsvandt helt bogstaveligt. Tjekkiet, Polen, Estland, Letland og mange flere blev medlem af EU, og dermed blev deres demokratiske udvikling sikret. Det var helt fantastisk, at det kunne lade sig gøre så let og ubesværet. Dengang i 1972 var det slet ikke noget, vi kunne forestille os. I dag er det en selvfølge at tale om et helt Europa ikke om Vest og Øst Europa.

I dag udgøres EU af 27 lande. Det har selvfølgelig gjort arbejdet mere kompliceret, og det har medført en del traktatændringer.

Hver gang, der har været tale om, at EU har brug for mere samarbejde, flere fælles regler, flere sanktioner, hvis reglerne ikke bliver overholdt, så viser meningsmålingerne, at danskerne er imod.

De fleste danskere ved godt, at et land på 5 millioner indbyggere ikke kan klare sig uden et tæt – endog et meget tæt – samarbejde med andre lande. Vi ved det godt, men alt for mange har ikke lyst til at tænke over det. I stedet bliver det noget med, at andre ikke skal bestemme over os? Eller at tyskerne i hvert fald ikke skal.

For regeringen og folketingets politikere er det en løbende udfordring, for der bør i et repræsentativt demokrati være en vis overensstemmelse imellem vælgerne og de valgte, og det er, som om EU spørgsmålet er noget, der bliver stuvet væk. Det spiller meget sjældent en rolle i valgkampen, men tages op, når det er strengt nødvendigt, fordi der skal være folkeafstemning.

Europaparlamentarikerne yder en stor og fortjenstfuld indsats i EU Parlamentet, men de klager alle over, at det er svært at få medierne til at interessere sig for deres løbende arbejde. Redaktionerne mener ikke, at det interesserer læserne nok til, at det kan prioriteres.

Nu er der nyt igen fra EU. Finanskrisen og nogle landes overforbrug og gældssætning har medført, at de økonomisk stærke lande forlanger mere disciplin. De er ikke villige til uden videre at betale for andres overforbrug.

Danmark har i dette halvår formandskab i EU, men ikke så meget at have det i, selvom regeringen selvfølgelig arbejder på livet løs, og vi ser de nyudnævnte ministre deltage i fine møder. Men opbakning i befolkningen er der ikke meget af. Det virker ikke, som om danskerne mener, at det kan være rimeligt, at de skal ofre noget for at få EU til at fungere.

Løsningen på finanskrisen er vi danskere tilskuere til, og regeringen kan selv bestemme i hvor høj grad, den vil være omfattet af bestemmelserne. Der ser ud til at være et stort flertal i folketinget for, at Danmark tilpasser sig den nye finanspagt.

Anderledes stiller det sig med vores forbehold, især dem på det retlige område. Det var dem, vi fik, efter at den danske befolkning ved folkeafstemningen i juni 1992 stemte nej. Siden den tid er det gået stille og roligt, og Danmark har kunnet deltage i  samarbejdet på linje med de lande, der er med i det hele.

Med Lissabon traktaten ser det anderledes ud. For fremtiden vil vi få store problemer med vores retlige forbehold, fordi hele retspolitikken er blevet overnational, hvor den hidtil var mellemstatsligt. Danmark er aktivt medlem af Europol, det europæiske politisamarbejde og har stor glæde af det, fordi forbrydere som bekendt ikke kender grænser.

Når landene for fremtiden træffer nye beslutninger, betyder det, at Danmark ikke kan være med. Vi kan ikke uden at få ophævet vores retlige forbehold fortsætte det arbejde, vi har været en del af i så mange år i Europol.

Der skal en folkeafstemning til, for at vi kan komme af med det forbehold.

Regeringen har talt om, at de i denne regeringsperiode vil afholde folkeafstemning om de danske forbehold – måske ikke det om euroen, men de andre. Det er godt, men det skal forberedes og forberedes grundigt.

Det bør ske nu, under det danske formandskab, fordi der er langt større medieinteresse, mens det står på. Det er nu danskerne skal gøres opmærksomme på konsekvenserne af ikke at være med i det retlige samarbejde. Det er nu den nye europaminister Nicolaj Wammen og statsminister Helle Thorning skal benytte lejligheden til at trække det frem og forklare konsekvenserne igen og igen. For de hidtil EU-skeptiske SF’ere er det også vigtigt at komme i gang. Villy Søvndal bør her kunne levere noget.

Det ville klæde både regeringen og Danmark at få det forbehold væk, før det for alvor kommer til at give os problemer.

Miljøløsninger i Tokyo

 

Offentliggjort i Ekstra Bladet 1. marts 2012

 

I sidste uge var jeg i Tokyo. Japan har det samme problem, som de fleste andre lande, nemlig at folk strømmer til byerne. Det er her de vil bo. De ser ingen fremtid for sig selv og deres børn langt fra vækstens centrum. De vil være en del af byens pulserende liv og muligheder.

Det giver en masse problemer – også for de områder, der bliver forladt. I Danmark kaldes de udkantsområder, og vi har en minister, der skal tage sig af det. Det er ikke en misundelsesværdig opgave, for der er ingen, der ved, hvad de skal gøre ved det. Heller ikke i Tokyo.

I de byer, folk flytter til, kommer der til at mangle boliger, arbejde, skoler, daginstitutioner med meget mere, og trafikken bliver overvældende. I  hovedstadsområdet har vi endnu til gode at få motorveje i flere  etager, sådan som de har det i Tokyo.

Min opgave i Tokyo var at fortælle om nogle af de miljøløsninger, som vi har fundet frem til i København, og som jeg havde kendskab til fra min tid som overborgmester.

Det er klart at vores cykelkultur skal fremhæves:  1/3 af alle københavnerne bruger deres cykel hver dag til arbejde, og cykelstierne, der er en selvfølge for os, vækker beundring, fordi de er adskilt fra trafikken. Det er også sjovt at kunne fortælle, at nogle af trafiklysene er indrettet efter cyklister i stedet for efter bilerne, og at vi  har cykelhighways.

Vores varmesystem, altså fjernvarmen, er et andet og nok det mest imponerende område, som jeg fremhævede. Miljøgevinsterne ved fjernvarmen er imponerende. Det er mærkeligt at ingen af os tænker på det i det daglige.

Oprindeligt startede fjernvarme ideen, som et forsøg på at bruge overskudsvarmen fra produktionen af elektricitet til opvarmning af boliger m.v.  Det betød, at der blev investeret i et stort og vidtforgrenet ledningsnet. I dag frembringer nogle af værkerne varmen ved at afbrænde affald. Det er en overraskende tankegang for de fleste af os, at affald kan være værdifuldt, noget der kan give os varme i de kolde tider af året.

I andre lande kæmper de med at få plads til affaldet på deres lossepladser. I  Danmark er det under 2% af alt vores affald, der ender på en losseplads. Resten bliver brændt og kommer ud som varme, der ovenikøbet er billig.

Størst forbløffelse – både i Tokyo og New York, – giver oplysningen om, at fjernvarmen dækker 98% af varmeforbruget for indbyggerne i København. Det var der mange byer, der kunne have stor glæde af at kopiere. Det betyder nemlig, at det bliver muligt at kontrollere forureningen og udslippet af CO2.

Så vi skylder tidligere tiders politikere stor tak. Det var dem, der havde mod til at pålægge befolkningen, at de skulle gå over til fjernvarme. Tvang  kalder borgerlige politikere det. Jeg kalder det mod og politisk vision, at der tilrettelægges efter de fælles behov i stedet for, hvad den enkelte lige her og nu ønsker sig.

Hele mit besøg blev sat i perspektiv af, at betalingsringen blev opgivet samme uge, hvor jeg var i Tokyo, fordi  regeringen ikke kunne modstå presset og nok engang valgte den helt kortsigtede løsning. Kommende generationer får ikke brug for at takke dem og københavnerne må fortsat leve med både trængsel og forurening.

I øvrig mener jeg, at det var godt at Bruce Springsteen var vred på finansmarkedet. Kunne Margrethe Vestager ikke få bare lidt af den vrede.


Boliger og skole hører sammen

 

Offentliggjort i Politiken fredag den 10. februar 2012

 

Der er en meget klar sammenhæng mellem skole- og boligpolitik. En velfungerende skolepolitik er betinget af den førte boligpolitik:

”Mangfoldige folkeskoler skabes gennem boligpolitik,” skrev journalist Johanne Mygind for nylig her i Politiken.

Skoledistrikterne afgør, hvilken folkeskole børnene tilhører, og det kan ikke ændres uden, at børnene skal transporteres frem og tilbage, hvad kommunen også har forsøgt uden stor succes. I København er der meget store forskelle på befolkningssammensætningen i de enkelte distrikter. Mangfoldigheden er det så som så med.

Det er langt mere effektivt at sørge for, at boligområderne har en bedre blanding af folk, der nemt klarer sig selv, og andre, der ikke gør det, end bare at se på skolerne.

Så langt så godt, for så er det jo bare med at få gjort noget ved boligpolitikken. Så hvorfor får kommunen ikke rettet op på det?

Der er nok nogle læsere, der kan huske, at boligpolitikken var en af mine prioriteringer, da jeg var overborgmester – 5.000 billige boliger til 5.000 kroner om måneden i løbet af 5 år.

Der kom kun 12 boliger, mens jeg var overborgmester, og jeg skal ikke trætte med alle forklaringerne, men ét er stensikkert: kommunerne har et begrænset råderum for så vidt angår udformningen af boligpolitikken.

Johanne Mygind skrev, at man har bygget velhaverghettoer i Ørestaden og langs vandet af Københavns Havn og fortsætter:

”Her har man glemt alt om social mangfoldighed og har benhårdt satset på boliger til de rigeste københavnere.”

På en måde kan man sige: Gid det var så vel, for så kunne kommunen bare føre en anden boligpolitik, og jeg ved af personlig erfaring, at det virkelig er prøvet. Men i Danmark er det ikke lovligt for en kommune at pålægge private bygherrer at sørge for, at der i deres boligbyggeri er lejligheder, som almindelige mennesker har råd til at bo i. Det er heller ikke lovligt for kommunen at stille betingelser om billige boliger, når kommunen sælger grunde eller giver byggetilladelser til private bygherrer.

Det er specielt for Danmark, at der ikke eksisterer en sådan mulighed. I London kan man kræve, at 50 % af lejlighederne i et privat byggeri skal være til at betale for folk med almindelige lønninger, og i andre lande og byer har man tilsvarende bestemmelser. Jeg sagde i min tid, at byen også skulle have boliger til sygeplejersken, politimanden, kontanthjælpsmodtageren mm.

Vi prøvede at få de private bygherrer med på ideen og bortset fra en enkelt, der sørgede for nogle få billige lejligheder, så var det umuligt at råbe bygherrerne op. De skulle tjene penge. Vi kunne kun hovedrystende se til, og vi vidste godt, at den ensidige beboelse ville give problemer  både i daginstitutioner og skoler.

Kommunen prøvede også, om man ved at bruge Planloven kunne komme nogen vegne, og KL blev involveret, fordi der var andre kommuner, der havde tilsvarende problemer. Forgæves.

Den borgerlige regering var ikke til at råbe op. Bygherrerne skulle have lov til at gøre, som de nu ville. Det er absurd, at kommunen på den ene side godt må stille endda ganske detaljerede krav om f.eks. højde, tagsten, energiform m.v., men på den anden side ikke må sørge for en blandet beboerkreds, der har forskellig økonomisk formåen.

Derfor er der velhaverghettoer, og derfor opstår der problemer på skolerne.

Tilbage er så den almene sektor, der gør et stort og fortjenstfuldt arbejde, men også de har været hæmmet af fjollede bestemmelser, der gør det vanskeligt for dem at lave fornuftigt nybyggeri. Det seneste forsøg i stor skala med rummelige og fleksible boliger til mennesker med almindelige indkomster er KAB’s AlmenBolig +. Det er et godt eksempel på, at denne sektor er på det rette spor, og at der kommer billige lejligheder i kvarterer, hvor der også er dyre. Om få uger flytter de første beboere ind i nogle af boligerne her i København. Men der skal mange flere boliger til, og det er nødvendigt at de private bygherrer også påtager sig et ansvar for en mangfoldig udvikling af byen, og de gør det ikke frivilligt.

Byer kommer af sig selv, men byer for alle kommer ikke af sig selv. Børnene betaler prisen.

Jeg håber, at en S, SF, R-regering kan se, at kommunerne har brug for midler til at pålægge bygherrerne en social forpligtelse, fordi skævhederne ellers vokser sig større og større. Og fordi vi ved, at der er alt for mange unge, der forlader folkeskolen i skoledistrikter, som er meget socialt belastede, uden at kunne læse og dermed kunne komme videre med uddannelse og arbejde. Og vi ved også, at en stigende kriminalitet er en følge af sådan en udvikling. Hvis vi skulle have glemt det, så behøver vi bare at kikke på, hvad der sker på den anden side af Sundet, i Malmø. Her kæder borgmesteren  stigningen i kriminaliteten, der har kulmineret i en række mord, sammen med en forfejlet boligpolitik, og dermed selvfølgelig en dårlige skolegang.

Mangfoldige og velfungerende folkeskoler skabes i høj grad gennem boligpolitikken, og der er hårdt brug for, at regeringen ændrer lovgivningen