Eftertanke! kommentar i EB

 

Eftertanke!

Statsminister Helle Thorning Schmidt kan ikke lide ordet krise. Hun vil slet ikke tale om krise, selvom socialdemokraterne fornylig  fik den laveste tilslutning nogensinde – historisk lav som det hed. Kun godt  16.9 % af stemmerne, SF fortsatte også deres nedtur, og Venstre havde flere stemmer end regeringspartierne til sammen.

Men krise var der ikke!

Hvad så med at bruge et godt dansk ord i stedet?  Glem alt det der med krise og tænk i stedet på, hvad ordet eftertanke lægger op til. Det er der brug for i regeringen og i høj grad hos statsministeren.

Eftertanke er sådan noget, man har tid til, når arbejdspresset tager af, når Folketinget er sendt på ferie, og når sommerhuset og familien lokker, og varmen igen er kommet til landet.

En lang tur ved skov eller strand egner sig fint til at overveje den politiske situation – eftertanke. Også et godt måltid med venner – hvor talen også falder på tiden som regering – kan bruges.

Hvordan i alverden kunne det gå så galt?

I den afslappede atmosfære, som vi nu taler om, er der forhåbentlig ingen, der gider køre den gamle traver om, at det er mediernes skyld.

I stedet kan det være, at de kan huske, at valgkampen gik ud på, at S og SF ville have velfærd i stedet for skattelettelser; at valget blev tabt; og at prisen hos de radikale for at gå med i regering blev skyhøj. Prisen afspejlede ikke blot valgresultatet, men også at de i tiden op til valget  blev udsat for en meget arrogant behandling. Eller med andre ord oplevede de Sass Larsen doktrinen: De radikale skulle bare holde mund, for nu var det S og SF der bestemte.

Enhedslisten var ud over de radikale dem, der vandt på S og SF’s valg nederlag. Så uden en fremgang for  de radikale og Enhedslisten havde der ikke været nogen statsministerpost til Helle Thorning Schmidt.

Det maner til eftertanke.

De radikale sørger helt tydeligt for sig selv i regeringen og stiller gang på gang krav, som overhovedet ikke er forenelige med de løfter, som S og SF gav i valgkampen. Det ser ud til, at S og SF er villige til at betale den pris, og at det koster hos vælgerne.

Men eftertanken bør ikke stoppe her for R, S og SF er ikke et flertal, og den vigtigste forudsætning for at være politiker er at kunne tælle til et flertal.

Flertallet for Helle Thorning Schmidt regeringen opnås kun med Enhedslisten – og de er besværlige og i ordets egentligste forstand konservative: de vil have velfærdssamfundet, som det hidtil har været. Men de er regeringens parlamentariske grundlag, og det koster – også for denne regering.

Anders Fogh og Venstre lærte det  med Dansk Folkeparti, som der blev satset benhårdt på. Det holdt Venstre ved magten i 10 år – også når kravene fra DF blev så tåbelige som grænsebommene, så holdt samarbejdet og dermed flertallet alligevel.

Helle Thorning Schmidt er nødt til at lære det. Nu hedder støttepartiet bare  Enhedslisten.

Mon ikke lidt eftertanke kan få hende til at huske, hvem der bidrog til, at det endelig lykkedes socialdemokraterne at få regeringsmagten, og mon regeringsmagten ikke er værd at fastholde?

Tag dog arbejdet med Enhedslisten alvorligt

En uge med valg. Både i Frankrig, Grækenland og Serbien og med resultater, der også spiller en rolle for os danskere.

Det mest afgørende var valget i Frankrig. Det er svært at se, hvad det kan ende med i Grækenland, der på alle måder er i vanskeligheder.

Frankrigs valg betød en ny præsident, Francois Hollande. Han er socialdemokrat, så nu har vores statsminister Helle Thorning en at støtte sig til i EU.

Betyder det noget?

Hvis man ser på valgprogrammet, så er der ingen tvivl om, at den nye franske præsident står for en langt mere vækstorienteret politik. Han vil gøre noget ved den alt for store arbejdsløshed, der har ramt de fleste europæiske lande. Han vil ikke bare spare, og det er klart, at han får brug for mange besøg i Tyskland og mange samtaler med den tyske kansler Angela Merkel, der i en uendelighed forlanger besparelser.

Men, men..

Vil han holde sine løfter, eller går det, som det gik i Danmark, at hans økonomiske plan vil blive totalt ændret efter valget.

De befolkninger, der vælger nye – socialdemokratiske – regeringer, ønsker selvfølgelig ved deres valg at støtte en ny politik, det vil sige noget andet end det, der var før. Gang på gang viser det sig, at det får de ikke. De får det samme måske iklædt lidt andre ord. Reaktionen er forudsigelig, vælgerne bliver skuffede og stemmer næste gang på konservative/liberale partier eller går langt til højre eller venstre. Det er en ond cirkel, som socialdemokraterne er nødt til at bryde. De MÅ formulere en anden politik end de borgerlige regeringer.

Meningsmålingerne i Danmark, der igen og igen giver Venstre langt flere mandater end S og SF tilsammen, viser hvor nødvendigt det er.

Partiernes forklaring er hver gang, at valgresultatet gør det nødvendigt at føre en politik, der meget ligner den en borgerlig regering førte. Det holder ikke. Det var i Danmark klart lang tid før valget, at der ikke kom nogen ny regering uden de radikale, hvis økonomiske politik ligger langt tættere på venstres end på S og SF. S og SF var ligeglade og optrådte med stor arrogance – det blev som de sagde, påstod de. Nu er de ved at gentage fadæsen, blot i forhold til Enhedslisten, der behandles, som om den ikke var nødvendig for at opnå flertal for regeringens politik.

Tag dog arbejdet med Enhedslisten alvorligt og brug dem til at understrege en ny og anderledes politik. Der er masser af overbud hos Enhedslisten, men de må udfordres. Regeringen må gøre det svært for dem at sige nej til en politik, som kan give flertal. Med andre ord en politik, der medfører ændringer for almindelige mennesker og ikke kun er kampråb og slagord. Ved at stemme for finansloven sidste år gav Enhedslisten et signal om, at det ville prøve at være med i konstruktiv politik. Brug dem dog!

Ingen ved, om de virkelig kan for deres bagland, som stadig har en alt for dominerende rolle i forhold til de valgte folketingsmedlemmer. Det er som bekendt ikke baglandet vælgerne har stemt på. Men det må afprøves meget, meget mere målrettet, end det sker nu. Arrogancen som S og SF udfoldede overfor de radikale under valgkampen bør ikke bruges igen overfor Enhedslisten. Hele strategien led skibbrud, hvad der blev understreget efter valget.

I Frankrig har den nye præsident flere muligheder, men vil også være under langt større pres fra sine europæiske kolleger. Det ville være opmuntrende, hvis der virkelig blev tale om en ny og anderledes politik, der viste klare forskelle til de hidtidige europæiske borgerlige regeringer.

Måske kunne det ligefrem give inspiration til S, SF og R regeringen?

Eksportambassadør-ordningen var nytænkning

Danmark betjener sig af en meget traditionel opdeling mellem politikere og embedsmænd, hvor fornyelser hører til sjældenhederne. Eksportambassadørerne var udtryk for en modig nytænkning fra den daværende statsminister. Ordningen fik ikke mulighed for at udfolde sig, inden den blev afskaffet efter kun 6 måneder.

I en dansk opfattelse er der på den ene side ministrene, der går og kommer med den til enhver tid siddende regering. Lige nu er der 4 udenrigsministre. På den anden side embedsapparatet, hvor der er meget lille udskiftning. I udenrigsministeriet er der også ambassaderne med ambassadøren i toppen. De er på stedet og har alt efter landet størrelse og betydning en række medarbejder både lokale og fra Danmark.

Ambassadørerne er embedsmænd, karrierediplomater. De har uden undtagelse tjent sig op igennem systemet i udenrigstjenesten.  Derfor var det lidt af en udfordring for udenrigsministeriet pludselig at skulle have udefrakommende som ambassadører – også selvom de hed eksportambassadører. Og så forhenværende politikere! Der var ikke mange, der brød sig om det i ministeriet, selvom det lykkedes for nogle af dem at skjule det så nogenlunde. Det kunne jo være, at det gav politikerne ideer til større og mere omfattende fornyelser, hvis de kikkede på, hvordan man indrettede sig i de andre nordiske lande.

Eksportambassadørordningen blev etableret som en del af udenrigsministeriet og direkte under eksportrådet.  Meningen med ordningen var at styrke erhvervslivets muligheder for at eksportere på attraktive markeder. Ordningen skulle samtidig ruske op i et system, der på alle måder afspejler en forgangen tid. Det  brød med den danske embedstraditionen.

Det særlige ved eksportambassadørordningen var, at ingen af de udpegede var embedsmænd, men alle havde baggrund i det politiske arbejde.  Alle havde været valgt til folketinget og for forskellige partier, og alle havde forladt folketinget. Alle havde beklædt vigtige poster i regeringer, som finansminister, udenrigsminister, EU kommissær mv. Alle havde gang på gang forhandlet med fremmede regeringer, og alle havde haft med erhvervslivet at gøre. Der var en helt usædvanlig erfaring, hos alle de udpegede. Alle var derfor også oppe i årene. Nogle var egentlig gået på pension.

Det var en helt usædvanlig ressource for Danmark, men der var ingen tradition for at bruge den til noget. I formiddagsbladenes optik var det gamle, afdankede politikere og rige pensionister, der skulle holde  mund. passe æbler, hyppe kartoflerne eller fange fisk!

Den nye regering mente, at den med de 4 nye ministre ikke havde brug for den nye ordning. Ministre var nu bedre, sagde den, uden at huske på eller nævne hvor ringe de nye ministres erfaringsgrundlag var.

Med den nye regering skulle eksportambassadørerne først og fremmest have med handelsministeren at gøre, Pia Olsen Dyhr. Hun var ganske ny minister, så der er ingen grund til i særlig grad at hænge hende ud, hun fulgte regeringens og udenrigsministeriets lagte linje. Hun kunne have haft langt mere glæde af ordningen, end hun åbenbart selv forestillede sig. Men hvor skulle hun kunne vide bedre!

Ingen minister uanset hvor flittig vil kunne yde den samme indsats, som 6 erfarne politikere kunne. Selv hvis de brugte al deres tid på de lande vi dækkede som Brasilien, Rusland, Indien, og Kina (BRIK landene) samt Sydkorea, Tyrkiet, Vietnam, Sydafrika og Mexico.

Alle eksportambassadørerne har været på en uges rejse en eller flere gange i de lande, de var ansvarlige for, og der var planlagt både erhvervsfremstød og besøg i de kommende måneder. Turene rummede møder med ministre og viceministre, med borgmestre, med handelskamre, erhvervsdelegationer, der skulle tales ved udstillinger, seminarer mv.

Det er altså noget vrøvl, når ministre har hævdet, at der ikke var behov for ordningen, den kunne have været et stærkt supplement til det arbejde, som er i gang.

Af venlighed vil jeg forbigå udsagnene om, at pengene ville være bedre anvendt på at hyre nye og unge medarbejder på ambassaderne. Jeg under ambassaderne at få flere folk, men det har intet som helst med eksportambassadørordningen at gøre.

Når eksemplet med eksportambassadørerne er interessant, så hænger det sammen med, at det blev demonstreret, at erfaringer kan bruges. Ja det demonstrerede, at selv mennesker, der er gået på pension har noget at tilbyde.

I Tony Blairs Erindringer ”En rejse” beskriver han, hvor vanskeligt det var at ændre embedsapparatet, og hvordan han gang på gang kom til kort. Det var nok ikke tilfældigt, at det i Danmark blev statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i den allersidste tid af sin embedsperiode tog hul på denne ændring for udenrigsministeriet, og at det var den helt nye og totalt uerfarne regering, der afskaffede ordningen.

For udenrigsministeriet gjaldt det vist primært om at komme af med ordningen, før der kom flere moderniseringsideer, der kunne forringe karrierediplomaternes udnævnelsesmuligheder. Man skal nok have været lang tid i ”magtens korridorer” for helt at begribe, hvor tungt et apparat bureaukratiet er, og hvor mange kræfter ministre skal bruge for bare at rokke det en lille smule.

Det var en skam, at en så lille og beskeden fornyelse af udenrigsministeriet så hurtigt blev afskaffet. Måske kan den dukke op i en anden forklædning, når de nye ministre har lært, hvordan regeringsapparatet virker.

 

 

Zlatan er den grimme ælling

”Altså, hvad regner I med!”

Fodboldkampe og fodboldstjerne er ikke noget, jeg har brugt meget tid på i mit liv. Alligevel fik gode venner mig til at læse den storsælgende bog om den verdensberømte svenske fodboldspiller Zlatan:  ”Jeg er Zlatan Ibrahimovitc” fortalt til Oluf Lagercrantz.

Den er noget af det bedste, jeg har læst, om hvordan det er at bo i ghettoen, komme væk derfra, tjene styrtende med penge og være i stand til at tænke over sit liv, sådan som det har udspillet sig og fortsat udspiller sig.

En ghettodreng, der bare kommer helt frem, bliver kendt ud over alle grænser og lige så meget ud over alle grænser bliver millionær. Det er den slags, drømme er gjort af. Næsten HC Andersens  grimme ælling i helt ny forklædning.

Historien er  ikke fortalt på samme måde før. Det er lykkedes for David Lagercrantz at fastholde Zlatans sprog, hans indignation, vrede, vilje, hævn, støj og praleriet, der også er ud over alle grænser.

Han fortæller om sine år som ung – utilpasset i skolen uden ønske om eller mulighed for at forstå de gængse spilleregler i samfundet – og småkriminel, om hans glæde ved biler – jo større jo bedre, om fart, og om forældrenes druk og bank, men også om hans kærlighed til dem.

Han har viljen til at blive den bedste med en fodbold. Først hjemme i gården hvor han øver sig i at kopiere finterne fra de store fodboldstjerner som Ronaldo. Igen og igen, dag efter dag. Nye prøver, mere fodbold igen og igen, og han blev selvfølgelig bedre og bedre. Og han blev ved at øve sig og kæmpede sig ind i klubber, der samlede underskrifter for at få ham ud. Men han blev. Der er ingen tvivl om, at han også har været umådeligt provokerende, irriterende og storpralende på en måde, som ligger langt fra, hvad vi almindelige borgere som ikke kommer fra ghettoen finder passende.

Integrationspolitikken volder store kvaler, fordi mange unge ikke kan komme videre efter, at de er færdige med folkeskolen. Enten fordi vores opbyggede systemer ikke rummer attraktive tilbud til de unge drenge. Eller fordi de på forhånd opgiver og bare bliver ”ofre” – så får vi sangen om, at der altid er nogen, der holder dem nede, fordi de er anderledes, fordi de er fra ghettoen, fordi de har et andet sprog, er mørkøjede med meget mere. Det er det værst tænkelige udgangspunkt for at komme videre. Offerrollen fører ingen andre steder hen end til offentlig forsørgelse.

Jeg er sikker på, at Zlatan Ibrahimovitc ikke havde tænkt sig, at hans bog skulle bruges om indlæg i integrationsdebatten – men det er den meget egnet til. Den giver os uden for ghettoen indsigt i, hvordan det er at vokse op  der, hvordan samfundet uden for ghettoen er lukket, og hvad det kræver at slå sig op til den absolutte top, når man føler sig helt anderledes. Alle, der i dag arbejder med integration bør læse bogen.

Jeg er selv blevet klogere på fodboldverdenen og integrationsproblemerne, og det var tiltrængt.

Som Zlatan startede denne kommentar, skal han også slutte den:

”Respekt får man ikke. Den tager man”

 

I øvrigt vil jeg gerne takke Alfred Josephson for hans indsats i Irma – han vil blive savnet.

 

 

 

Drop den automatiske ældrerabat

For nogle år siden rejste min mand tit til Syddansk Universitetscenter i Odense, hvor han underviste. Han var op i årene og havde ret til pensionistrabat på DSB. Det betød, at han kunne rejse på  1.klasse med pensionistrabat for at passe sit lønnede arbejde. Godt nok skulle han tidligt af sted, men så var han der også til at klare undervisningen fra om morgenstunden.

Det er sympatisk, at DSB og Folketinget har bestemt, at 65 årige eller de, der har fået tildelt førtidspension kan rejse billigere med det offentlige transportsystemer, men det virker underligt, at alle 65 årige eller alle på førtidspension skal have den ret.

Man er ikke nødvendigvis syg, handicappet eller affældig, fordi man er blevet 65 år, og mange på den alder med godt arbejde har råd til at betale den fulde pris for  ture med DSB eller andre former for transport. Der er ingen grund til, at de skal have rabatter på deres transport eller for den sags skyld på meget andet – på nettet under pensionistrabatter kan man se, hvor meget det i virkeligheden er.

Der kan være en ide i, at biograferne, som selv betaler, giver reduktion i prisen ved tidlige eftermiddagsforestillinger, fordi det kan knibe med at fylde biografen på det tidspunkt, hvor de fleste arbejder.

En nøjere gennemgang af hvem, der skal have offentlige rabatter, og hvem der kan klare sig selv ville også  være til fordel for dem, der virkelig trænger til hjælp, og som i nutidens samfund tit klager over, at de ikke kan få det fra kommunen – der er ikke råd, hedder det gang på gang. Det er et forståeligt svar, når de, der slet ikke har brug for det også skal have!

Lone Kühlmann og Henning Kirk har netop udgivet bogen: ”Afskaf alderdommen – bliv i de voksnes rækker”. Det er en fin bog, der er udkommet på Gyldendal. Den gør op med den myte, at alle gamle mennesker er svage og behøver offentlig hjælp. Det gør de ikke. Det er derfor forfatterne mener, at vi gamle skal blive i de voksnes rækker og understreger, at gamle mennesker både skal opføre sig som voksne og behandles som voksne af det omgivende samfund.

Det er godt, at Danmark på grund af EU har måttet opgive diskriminationen på grund af alder. Man kan ikke mere fyres, fordi man er blevet 70 år. Men der er langt fra denne formelle regels afskaffelse til den daglige praksis. Her er det stadig almindeligt, at velfungerende mennesker på forskellig vis får at vide, at det da vist nu er på tide, at de tænker på at pensionere sig eller trappe lidt ned, som det hedder. Det ville være mere forståeligt, hvis de blev mødt med: Du tænker da vel ikke på at pensionere dig så tidligt? Vi har brug for dig længe endnu.

Den sidste historie er der nok ikke så mange, der kan fortælle.

Der er brug for, at samfundet og lovgiverne ser på livssituationen for folk over 65 år – som vist er det tidspunkt hvor vi får prædikatet: gamle, jf. rabatterne. Der er ikke brug for, at samfundet på forhånd stempler folk:

Gamle mennesker er mere syge!  Nej, det er de ikke.

Gamle mennesker skal sove mindre. Nej, det skal de ikke.

Gamle mennesker husker dårligere. Nej, det gør de ikke.

Der er nogle gamle mennesker, der er syge og som skal behandles som syge – ikke bare som gamle. Og der er også gamle mennesker, der kan nøjes med mindre søvn, ligesom der er midaldrende der kan det. Det er individuelt og har ikke noget med alderen at gøre. Ligesom der er gamle mennesker, der husker dårligt og andre, der holder hjernen  i gang, og derfor ikke har det problem. Rækken af eksempler på myter og fordomme er alenlang, og pointen er i hvert enkelt tilfælde, at det forvirrer mere end det oplyser at tage udgangspunkt i alderen.

EU har udpeget 2012 til at være ældreår. Jeg har ikke meget tilovers for manien med at udnævne år til det ene og det andet, men når ældreåret er der, kunne regeringen bruge det offensivt i forhold til de reformer, som både beskæftigelses- og socialministeren på fornuftig vis er i gang med. Det kunne være en ide at efterse hele komplekset af regler og ordninger omkring alderdommen og fjerne det, der alene hænger sammen med en forældet tankegang og nogle helt andre samfundsforhold, end dem vi i dag lever under. Alle de oplysninger vi har, viser, at der kommer flere ældre i fremtiden, fordi ældre gennemsnitligt lever i flere år end tidligere, der er derfor brug for, at vi målretter den offentlige støtte til dem, der har brug for den. Når vi dagligt ser partierne konkurrere om, hvem der kan forlange, at der skal spares mest, så virker det provokerende, at de ikke går grundigere til værks og indretter samfundet efter at de mennesker, der i dag bliver gamle uden at være affældige, ikke skal være tilskudsberettigede.