Hvorfor skal det gå ud over Redington?

 

Offentliggjort i Politiken 23. marts 2012

 

”Hellehviskeren” kalder medierne nu Helle Thornings rådgiver Noa Redington. Det er sikkert ikke kærligt ment, men det dækker over en realitet, nemlig at spindoktorer eller særlige rådgivere, som de formelt hedder, ikke skal ses eller høres, men stå bag ved ministeren – absolut bag ved – og sørge for at dække den pågældende af, så godt det nu er muligt. Det  passer sikkert Noa Redington meget dårligt, at han nu personligt er blevet mål for kommentatorerne, og dermed optræder i den ene spekulative artikel efter den anden.

Han kan så glæde sig over, at kommentatorerne, der næsten alle er tidligere særlige rådgivere, straks forsvarer ham, og mener, at det er urimeligt, at det går ud over ham. Det burde være statsministeren herself!

Når Noa Redington trækkes frem, hænger det dels sammen med de dårlige målinger for statsministerens popularitet, dels med de elendige tirsdagspressemøder, hvor det har virket, som om Helle Thorning slet ikke var blevet klædt på til at svare på spørgsmålene fra de ventende journalister.

Set udefra fra var det helt ubegribeligt, at tirsdagspressemødet op til beslutningen om at droppe betalingsringen ikke blev flyttet til dagen efter, hvor Helle Thorning havde noget at sige.

Da jeg startede i politik i 1971 var der ikke noget, der hed særlige rådgivere, og der var heller ingen pressemedarbejdere. Vi havde en ministersekretær, som kom fra ministeriet, og det var det.

Heldigvis er det blevet ændret, og som kommissær i EU fra 1995 til 2000 oplevede jeg, hvordan den rådgivning enhver minister – og altså også en kommissær – har brug for kunne professionaliseres.

Som kommissær har man ret til at etablere et kabinet, dvs. et lille gruppe af rådgivere. Det svinger fra kommission til kommission om det er 5, 7 eller flere, men det giver altid mulighed for at rekruttere dygtige fok, der både kan rådgive og repræsentere kommissæren og samarbejde med de andre kabinetter. Sådanne konstruktioner  kaldes meget forskelligt: viceministre,  statssekretærer eller parlamentariske sekretærer. I Danmark ville det nok blive kaldt udvidede ministersekretariater, og det vil være brugbart for enhver minister og selvsagt i særlig grad for statsministeren.

Selv hvis Noa Redington er meget flittig, så kan han ikke overkomme at dække hele  statsministerens område. Og derfor er der også et statsministerielt embedsapparat, der skal hjælpe til. Sådan er embedsapparatet er ikke klædt på til at klare alle funktioner, så der er brug for nogle folk tæt på ministeren, der  ved om partiapparatet, hvad der er blevet lovet og sagt tidligere. Med andre ord rådgivere der har de politiske forudsætninger, som ministeren har.. Dertil kommer folk, der er fortrolige med pressekorpset på Christiansborg og deres tendens til at kaste sig over helt ligegyldige småting, som nu den sag med prisen på hæve-sænke skrivebordet i Statsministeriet. Det skal lynhurtigt verfes af, så statsministerens egne prioriteringer kommer frem.

I Danmark er der ikke tradition for at have en gruppe rådgivere omkring ministeren. Enhver regering skal igennem mængder af skriverier om, hvor mange de ansætter, hvad det koster med meget mere. Det er helt forudsigeligt, at formiddagsbladene vil kaste sig over enhver nyordning og skrive om, at det er en helt unødvendig luksus uanset de saglige argumenter for en sådan ordning. Og det er også helt forudsigeligt, at der er meget få, der skriver, at der er for få særlige rådgivere. Hvor bliver den debat af?

Er det ikke påfaldende, at vi i Danmark bliver ved med at tro, at politik er, som det var, da jeg startede i begyndelsen af 70’erne? Der er faktisk sket meget siden – ikke mindst er medietrykket vokset ganske alvorligt, og det samme er mængden af arbejde både i Folketinget og i EU. Det kræver meget af den politiske minister og selvfølgelig i særlig grad af statsministeren.

Lad mig bare i flæng nævne nogle af de opgaver, der skal løses:

  • Forberedelse af nye politiske udspil, der kræver kontakt og møder med mange forskellige mennesker.
  • Tirsdagspressemøderne.
  • Taler både i Folketinget og udenfor – det er et meget større arbejde end de fleste ved.
  • Kontakter til de forskellige ministre.
  • Forberedelse af økonomi- og koordinationsudvalget, og af gruppemøderne.
  • Løsning af opståede konflikter mellem ministre.
  • Udlandsrejser.
  • EU formandskabet.
  • Deltagelse i presseinterviews, møder med pressen og diverse folk.
  • Optræde i TV.
  • Etablering af tænketanke for regeringen….
  • Og så har jeg helt sikkert glemt noget.

Men de opgaver der skal løses forsvinder ikke, så hvorfor ikke tage balladen nu og få det apparat, der er nødvendigt?

Det ville være klogt af statsministeren at bruge den nye debat om Noa Redington til at få etableret en større gruppe af rådgivere. Der skal en del til, for at en statsminister i vor tid kan være chef. Til inspiration kan Tony Blairs erindringer bruges. Han troede ikke på noget tidspunkt, at han kunne gennemføre de nødvendige forandringer uden at have et stort apparat af rådgivere til sin rådighed. Selvom Danmark er et lille land, så har ministre og især statsministeren brug for det samme.