Fællesskabet kommer først

 

Offentliggjort i Politiken fredag den 20. januar 2012

 

Da jeg var overborgmester fra 2005-2010 var betalingsring, trængselsafgift og miljøzone positive udtryk, der dækkede over, at det var nødvendigt at gøre noget ved trafikken i København. Dengang var der et stort flertal for det på rådhuset, og forskellige meningsundersøgelser viste, at der også var flertal hos københavnerne.

Samarbejdet med borgmestrene (i de kommuner som er naboer til København) gik stort set godt: borgmestrene i vestegnen var positivt indstillet. Borgmester Hans Toft (K) i Gentofte var undtagelsen. Der blev lavet mange undersøgelser og fremkom forskellige forslag til løsninger. Dengang ærgrede det mig og flertallet i borgerrepræsentationen (S, R, SF og Ø), at vi ikke bare kunne gennemføre det. Men da den daværende VKO regering betragtede det som en skat, måtte kommunen vente.

Det virkede dengang indlysende, at trængselsafgifter var nødvendige, fordi forureningen gang på gang var blevet målt til at være langt over de acceptable grænser. Fordi biler spilder oceaner af tid på at vente i køer. Tid der kan omsættes i arbejdstimer, og fordi håndværkere m.m. ikke kan komme rundt i byen og passe deres arbejde.

Studier af eksisterende betalingsringe i London, Stockholm og Oslo understregede også, at det kunne gøres på fornuftig vis, og også at der var mange forskellige muligheder for praktisk organisering. En folkeafstemning i Stockholm blev ovenikøbet vundet, så der var ikke noget at betænke sig på.

Hvorfor fremstilles det så nu som et stort problem, hvor avis efter avis anbefaler statsminister Helle Thorning at skrotte projektet. Af samme aviser får man den opfattelse, at det var SF’s projekt, som de måtte have for også at få noget ud af forhandlingerne i tårnet.

Nu hedder det i ledere i aviserne, at der er tale om ”grønne miljøfanatikere” og ”erhvervsfjendtlige venstrefløjsfolk”, men det er måske fordi de saglige argumenter mod en betalingsring er sluppet op?

Hvordan kan det være, at noget, der så indlysende er godt for de mange, kan fremstilles som et stort problem og indgreb?

Det skyldes måske, at betalingsringen er et regulært stykke politik. Gammeldags politik fristes jeg næsten til at kalde det, fordi vi i den grad har vænnet os til, at politik er, hvad målinger viser, at flertallet står for og ikke et opgør imellem de bemidlede og de ubemidlede.

En betalingsring sætter skel: fårene skilles fra bukkene for nu at citere en tidligere statsminister, der godt nok brugte udtrykket til noget andet.

Det er kampen mellem den individuelle frihed – eller skulle vi ikke tage tyren ved hornene og kalde det ved sit rette navn: den individuelle magelighed typisk bestemt af pengepungens størrelse – og hensynet til fællesskabet. Det er besværet for dem, der har gode biler og skal ind til byen, hvor mange af arbejdspladserne befinder sig, og hvor alle individuelt set vil have det så bekvemt som muligt. Selvom der er lange køer, og det tager dobbelt så lang tid i myldretidsperioderne, så kan der høres radio imens, og kaffekruset kan stå ved siden af, nogle telefonsamtaler kan også ordnes ved samme lejlighed, for der er stort set altid kun en i hver bil.

En betalingsring gør det dyrere at vælge den individuelle ordning, den med bilen, men giver derfor også kroner og ører til at forbedre alternativet: den offentlige transport, der igennem en lang periode er blevet endog meget dårligt behandlet. Satsningen har hele tiden været på de individuelle behov – ikke  fællesskabets behov. Det betyder, at togene ikke kommer til tiden, at de er beskidte og overfyldte. Det samme gælder busserne.

Det er jo let nok for mange debattører at pege på, at de da meget gerne vil have forbedringerne af den offentlige trafik lige her og nu, hvem vil ikke det. Men der mangler totalt anvisninger af, hvor pengene til de investeringer skal komme fra.

Efter år med politiske diskussioner om ”de fremmede” og stort set kun det, er vi pludselig igen havnet i en regulær ideologisk politisk strid, hvor fronterne står stejlt overfor hinanden, og hvor især den borgerlige presse sætter ind med massiv modstand.

Jeg indrømmer, at det kan forvirre, at socialdemokratiske borgmestre ser mere på deres egne kommuners end på fællesskabets interesse. Det er set før, og det ændrer intet ved det principielle i sagen.

Det er derfor regeringen skal holde fast i at få begrænset den individuelle trafik. Det er derfor regeringen igen og igen bliver nødt til at forklare, at mere plads til den individuelle transport – altså personbilerne – bare betyder, at problemerne vokser, og at der bliver flere og flere af dem. Det er derfor regeringens ordførere, som Rasmus Prehn (S) gør det, skal kaste sig ind i debatten og understrege, at de ønsker at styrke de fælles løsninger, og at de vil vælge det gang på gang. At der ikke er tale om nogen fejltagelse, men et bevidst valg og en politik, som regeringen står for.

Betalingsringen er et udmærket eksempel på et politikområde, hvor regeringen har andre politiske prioriteter end den tidligere VKO regering.