Eftertanke! kommentar i EB

 

Eftertanke!

Statsminister Helle Thorning Schmidt kan ikke lide ordet krise. Hun vil slet ikke tale om krise, selvom socialdemokraterne fornylig  fik den laveste tilslutning nogensinde – historisk lav som det hed. Kun godt  16.9 % af stemmerne, SF fortsatte også deres nedtur, og Venstre havde flere stemmer end regeringspartierne til sammen.

Men krise var der ikke!

Hvad så med at bruge et godt dansk ord i stedet?  Glem alt det der med krise og tænk i stedet på, hvad ordet eftertanke lægger op til. Det er der brug for i regeringen og i høj grad hos statsministeren.

Eftertanke er sådan noget, man har tid til, når arbejdspresset tager af, når Folketinget er sendt på ferie, og når sommerhuset og familien lokker, og varmen igen er kommet til landet.

En lang tur ved skov eller strand egner sig fint til at overveje den politiske situation – eftertanke. Også et godt måltid med venner – hvor talen også falder på tiden som regering – kan bruges.

Hvordan i alverden kunne det gå så galt?

I den afslappede atmosfære, som vi nu taler om, er der forhåbentlig ingen, der gider køre den gamle traver om, at det er mediernes skyld.

I stedet kan det være, at de kan huske, at valgkampen gik ud på, at S og SF ville have velfærd i stedet for skattelettelser; at valget blev tabt; og at prisen hos de radikale for at gå med i regering blev skyhøj. Prisen afspejlede ikke blot valgresultatet, men også at de i tiden op til valget  blev udsat for en meget arrogant behandling. Eller med andre ord oplevede de Sass Larsen doktrinen: De radikale skulle bare holde mund, for nu var det S og SF der bestemte.

Enhedslisten var ud over de radikale dem, der vandt på S og SF’s valg nederlag. Så uden en fremgang for  de radikale og Enhedslisten havde der ikke været nogen statsministerpost til Helle Thorning Schmidt.

Det maner til eftertanke.

De radikale sørger helt tydeligt for sig selv i regeringen og stiller gang på gang krav, som overhovedet ikke er forenelige med de løfter, som S og SF gav i valgkampen. Det ser ud til, at S og SF er villige til at betale den pris, og at det koster hos vælgerne.

Men eftertanken bør ikke stoppe her for R, S og SF er ikke et flertal, og den vigtigste forudsætning for at være politiker er at kunne tælle til et flertal.

Flertallet for Helle Thorning Schmidt regeringen opnås kun med Enhedslisten – og de er besværlige og i ordets egentligste forstand konservative: de vil have velfærdssamfundet, som det hidtil har været. Men de er regeringens parlamentariske grundlag, og det koster – også for denne regering.

Anders Fogh og Venstre lærte det  med Dansk Folkeparti, som der blev satset benhårdt på. Det holdt Venstre ved magten i 10 år – også når kravene fra DF blev så tåbelige som grænsebommene, så holdt samarbejdet og dermed flertallet alligevel.

Helle Thorning Schmidt er nødt til at lære det. Nu hedder støttepartiet bare  Enhedslisten.

Mon ikke lidt eftertanke kan få hende til at huske, hvem der bidrog til, at det endelig lykkedes socialdemokraterne at få regeringsmagten, og mon regeringsmagten ikke er værd at fastholde?