Drop den automatiske ældrerabat

For nogle år siden rejste min mand tit til Syddansk Universitetscenter i Odense, hvor han underviste. Han var op i årene og havde ret til pensionistrabat på DSB. Det betød, at han kunne rejse på  1.klasse med pensionistrabat for at passe sit lønnede arbejde. Godt nok skulle han tidligt af sted, men så var han der også til at klare undervisningen fra om morgenstunden.

Det er sympatisk, at DSB og Folketinget har bestemt, at 65 årige eller de, der har fået tildelt førtidspension kan rejse billigere med det offentlige transportsystemer, men det virker underligt, at alle 65 årige eller alle på førtidspension skal have den ret.

Man er ikke nødvendigvis syg, handicappet eller affældig, fordi man er blevet 65 år, og mange på den alder med godt arbejde har råd til at betale den fulde pris for  ture med DSB eller andre former for transport. Der er ingen grund til, at de skal have rabatter på deres transport eller for den sags skyld på meget andet – på nettet under pensionistrabatter kan man se, hvor meget det i virkeligheden er.

Der kan være en ide i, at biograferne, som selv betaler, giver reduktion i prisen ved tidlige eftermiddagsforestillinger, fordi det kan knibe med at fylde biografen på det tidspunkt, hvor de fleste arbejder.

En nøjere gennemgang af hvem, der skal have offentlige rabatter, og hvem der kan klare sig selv ville også  være til fordel for dem, der virkelig trænger til hjælp, og som i nutidens samfund tit klager over, at de ikke kan få det fra kommunen – der er ikke råd, hedder det gang på gang. Det er et forståeligt svar, når de, der slet ikke har brug for det også skal have!

Lone Kühlmann og Henning Kirk har netop udgivet bogen: ”Afskaf alderdommen – bliv i de voksnes rækker”. Det er en fin bog, der er udkommet på Gyldendal. Den gør op med den myte, at alle gamle mennesker er svage og behøver offentlig hjælp. Det gør de ikke. Det er derfor forfatterne mener, at vi gamle skal blive i de voksnes rækker og understreger, at gamle mennesker både skal opføre sig som voksne og behandles som voksne af det omgivende samfund.

Det er godt, at Danmark på grund af EU har måttet opgive diskriminationen på grund af alder. Man kan ikke mere fyres, fordi man er blevet 70 år. Men der er langt fra denne formelle regels afskaffelse til den daglige praksis. Her er det stadig almindeligt, at velfungerende mennesker på forskellig vis får at vide, at det da vist nu er på tide, at de tænker på at pensionere sig eller trappe lidt ned, som det hedder. Det ville være mere forståeligt, hvis de blev mødt med: Du tænker da vel ikke på at pensionere dig så tidligt? Vi har brug for dig længe endnu.

Den sidste historie er der nok ikke så mange, der kan fortælle.

Der er brug for, at samfundet og lovgiverne ser på livssituationen for folk over 65 år – som vist er det tidspunkt hvor vi får prædikatet: gamle, jf. rabatterne. Der er ikke brug for, at samfundet på forhånd stempler folk:

Gamle mennesker er mere syge!  Nej, det er de ikke.

Gamle mennesker skal sove mindre. Nej, det skal de ikke.

Gamle mennesker husker dårligere. Nej, det gør de ikke.

Der er nogle gamle mennesker, der er syge og som skal behandles som syge – ikke bare som gamle. Og der er også gamle mennesker, der kan nøjes med mindre søvn, ligesom der er midaldrende der kan det. Det er individuelt og har ikke noget med alderen at gøre. Ligesom der er gamle mennesker, der husker dårligt og andre, der holder hjernen  i gang, og derfor ikke har det problem. Rækken af eksempler på myter og fordomme er alenlang, og pointen er i hvert enkelt tilfælde, at det forvirrer mere end det oplyser at tage udgangspunkt i alderen.

EU har udpeget 2012 til at være ældreår. Jeg har ikke meget tilovers for manien med at udnævne år til det ene og det andet, men når ældreåret er der, kunne regeringen bruge det offensivt i forhold til de reformer, som både beskæftigelses- og socialministeren på fornuftig vis er i gang med. Det kunne være en ide at efterse hele komplekset af regler og ordninger omkring alderdommen og fjerne det, der alene hænger sammen med en forældet tankegang og nogle helt andre samfundsforhold, end dem vi i dag lever under. Alle de oplysninger vi har, viser, at der kommer flere ældre i fremtiden, fordi ældre gennemsnitligt lever i flere år end tidligere, der er derfor brug for, at vi målretter den offentlige støtte til dem, der har brug for den. Når vi dagligt ser partierne konkurrere om, hvem der kan forlange, at der skal spares mest, så virker det provokerende, at de ikke går grundigere til værks og indretter samfundet efter at de mennesker, der i dag bliver gamle uden at være affældige, ikke skal være tilskudsberettigede.