Ekstra Bladet

Fristende at blive i hængekøjerne

 

Offentliggjort i Ekstra Bladet torsdag den 2. februar 2012

 

En af de sjove ting ved at blive gammel  eller – som mine ældre venner ville sige – få erfaring, er, at man kan se partiernes krumspring i et længere perspektiv.

I mange år var det en yndet sport for formiddagsaviserne og for de borgerlige partier at tale om SF i hængekøjen. Der var masser af eksempler på, at SF, når økonomiske beslutninger gik ud over nogle af kernevælgerne, så tyede til hængkøjen. Nej, man skulle ikke være med i forlig, der kunne pålægge vælgerne nye byrde, man lå godt, hvor man lå.

I det nutidige billede ser det ud til, at Enhedslisten ikke kun erobrer SF’s stemmer, men også deres hængekøjer. I det omfang de ikke allerede er optaget af Venstres medlemmer.

Venstre yndede også dengang at angribe SF for ikke at ville tage ansvar, og lige præcist der er Venstre selv havnet her i begyndelsen af 2012.

I de samme hængekøjer.

Med høj og klar Peter Christensen Venstre-røst erklærer man, at der kun bliver et forlig om energipakken, hvis det bliver lige præcist, som Venstre foreslog det, dengang de selv havde regeringsmagten, for de var nemlig meget ambitiøse dengang!

Hverken på eller udenfor Christiansborg plejer man at kalde den slags for et oplæg til forlig, men et diktat.

Et forlig er noget, hvor alle de, der er med, kan gå ud og erklære sig som sejrherrer. Sagt med andre ord alle skal have imødekommelser og ingen får alt det, de gerne vil have.

Hvis Venstre har glemt, hvad et forlig er, så kan de bare spørge de mange Venstreborgmestre, der presser på for at få Venstres folketingsgruppe ud af hængekøjen. De ved, hvad forlig er,  for dem laver de hele tiden, og de vil gerne have et forlig om energipolitikken.

Venstre har allerede fået flere indrømmelser af energi- og klimaministeren, og han har skåret budskabet ud i pap. Det drejer sig om, at danskerne med det oplæg, der nu ligger, kun skal af med 38 kroner mere om måneden.

Jo, det rigtige tal er 38 kroner om måneden og vist endda først fra 2020.

Foreløbig har Venstre bestemt sig til at blive i hængekøjen. Og hvis man kan tro meningsmålingerne, så vrimler det ind med støtte til venstre. Al erfaring – og den har jeg som nævnt rigeligt af –viser, at det kan man nu sjældent, men når det går fremad, så glemmer partierne det.

Så det er fristende for Venstre at blive i hængekøjen, og som vi alle ved, kan man ligge helt godt i sådan en hængekøje, når man først har vænnet sig til  den og ligger helt stille og roligt, så man ikke triller ned.

Men ærlig talt, mon ikke det bliver lidt kedeligt at blive liggende der og tænke på alt det, de andre udretter? Mon ikke Venstres vælgere trods alt mener, at deres stemmer skal bruges til noget konkret politik – også energipolitik.

I øvrigt mener jeg, at skolelærerne skal have meget mere tid sammen med børnene.

Smart for EU-spidser at mobbe Helle Thorning

 

Offentliggjort i Ekstra Bladet tirsdag den 3. januar 2012

 

Er det ikke bekymrende, at udenlandske medier skriver så dårligt om statsminister Helle Thorning Schmidt og situationen i Danmark? spurgte en journalist fra Ekstra Bladet tæt på nytåret. Næ! Hvorfor det? De har  – nøjagtig som vi har det i Danmark – deres egen dagsorden, og det er selvfølgelig den, de forfølger.

I den britiske befolkning er der en meget negativ holdning til EU og en lige så overdreven tillid til, at de kunne klare sig meget bedre uden EU. Stormagtsdrømme og erindringer om det engelske imperium er slet ikke forsvundet, så en nyudnævnt dansk statsminister, der ovenikøbet er gift ind i labourfamilien, Kinnock, kan medierne roligt hænge ud.

Frankrig skal have præsidentvalg her i foråret, og det går ikke særlig godt for præsident Nicolas Sarkozy, så kan det jo være, det hjælper at kaste sig over den nye elev i klassen. I hvert fald kunne han for et øjeblik komme af med raseriet over briterne, der slet ikke ville være med til at løse de økonomiske problemer i EU. Han behøvede ikke engang at lægge sig ud med dem. Han kunne nøjes med at mobbe Helle Thorning Schmidt – hun var ny, fra et lille land og skulle holde sin mund. Hvis det skal gøre indtryk på mig og andre læsere, så er det kun, fordi det udstiller den franske præsident Nicolas Sarkozys arrogance, og da ikke den danske statsminister.

EU er på godt og ondt et samarbejde mellem selvstændige nationalstater og hænger kun sammen, så længe regeringerne kan forklare deres befolkninger, at det er en god idé. Og det kniber. Det kniber endda rigtig meget. Lige nu duer det gamle middel med at dele nogle flere penge ud ikke, for de er der ikke. I stedet er der krav om budgetdisciplin. Det er bare et fint ord for besparelser – og vi ved vist alle, at det er sjovere at bruge penge end at skulle spare på dem.

De løsninger, Euro-landene kunne enes om ved deres sidste møde, bærer præg af, at det er konservative/borgerlige regeringer, der har magten i næsten alle de europæiske lande.

Selvfølgelig vil det være en fordel set ud fra en socialdemokratisk vinkel, at spareriet følges op med satsninger, der kan få flere i arbejde – ikke mindst alle de unge, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Ideen om den grønne vækst bør forfølges under det danske formandsskab, men med de nuværende regeringer i Europa bliver det svært, og Helle Thorning Schmidt bliver nødt til at bruge mange formandskræfter på at få EU til at hænge sammen og tage fat i de alvorlige økonomiske problemer. Her er der brug for alliancer med andre progressive kræfter, der kan indse, at EU ikke kan spare sig ud af sine nuværende problemer.

Forholdet til Tyskland bliver endnu engang vigtigt for Danmark, og der er heldigvis meget, der tyder på at Angela Merkel har brug for en brobygger, der har den europæiske erfaring, som Helle Thorning Schmidt er i besiddelse af. EU vil fylde meget i det nye år, der nu er startet, men det må ikke skygge for, at vi stadig mangler konkrete nationale udspil fra S, F og R regeringen.

I øvrigt mener jeg at DR og symfoniorkestret bør takkes for de flotte nytårskoncerter.