Ekstra Bladet

Zlatan er den grimme ælling

”Altså, hvad regner I med!”

Fodboldkampe og fodboldstjerne er ikke noget, jeg har brugt meget tid på i mit liv. Alligevel fik gode venner mig til at læse den storsælgende bog om den verdensberømte svenske fodboldspiller Zlatan:  ”Jeg er Zlatan Ibrahimovitc” fortalt til Oluf Lagercrantz.

Den er noget af det bedste, jeg har læst, om hvordan det er at bo i ghettoen, komme væk derfra, tjene styrtende med penge og være i stand til at tænke over sit liv, sådan som det har udspillet sig og fortsat udspiller sig.

En ghettodreng, der bare kommer helt frem, bliver kendt ud over alle grænser og lige så meget ud over alle grænser bliver millionær. Det er den slags, drømme er gjort af. Næsten HC Andersens  grimme ælling i helt ny forklædning.

Historien er  ikke fortalt på samme måde før. Det er lykkedes for David Lagercrantz at fastholde Zlatans sprog, hans indignation, vrede, vilje, hævn, støj og praleriet, der også er ud over alle grænser.

Han fortæller om sine år som ung – utilpasset i skolen uden ønske om eller mulighed for at forstå de gængse spilleregler i samfundet – og småkriminel, om hans glæde ved biler – jo større jo bedre, om fart, og om forældrenes druk og bank, men også om hans kærlighed til dem.

Han har viljen til at blive den bedste med en fodbold. Først hjemme i gården hvor han øver sig i at kopiere finterne fra de store fodboldstjerner som Ronaldo. Igen og igen, dag efter dag. Nye prøver, mere fodbold igen og igen, og han blev selvfølgelig bedre og bedre. Og han blev ved at øve sig og kæmpede sig ind i klubber, der samlede underskrifter for at få ham ud. Men han blev. Der er ingen tvivl om, at han også har været umådeligt provokerende, irriterende og storpralende på en måde, som ligger langt fra, hvad vi almindelige borgere som ikke kommer fra ghettoen finder passende.

Integrationspolitikken volder store kvaler, fordi mange unge ikke kan komme videre efter, at de er færdige med folkeskolen. Enten fordi vores opbyggede systemer ikke rummer attraktive tilbud til de unge drenge. Eller fordi de på forhånd opgiver og bare bliver ”ofre” – så får vi sangen om, at der altid er nogen, der holder dem nede, fordi de er anderledes, fordi de er fra ghettoen, fordi de har et andet sprog, er mørkøjede med meget mere. Det er det værst tænkelige udgangspunkt for at komme videre. Offerrollen fører ingen andre steder hen end til offentlig forsørgelse.

Jeg er sikker på, at Zlatan Ibrahimovitc ikke havde tænkt sig, at hans bog skulle bruges om indlæg i integrationsdebatten – men det er den meget egnet til. Den giver os uden for ghettoen indsigt i, hvordan det er at vokse op  der, hvordan samfundet uden for ghettoen er lukket, og hvad det kræver at slå sig op til den absolutte top, når man føler sig helt anderledes. Alle, der i dag arbejder med integration bør læse bogen.

Jeg er selv blevet klogere på fodboldverdenen og integrationsproblemerne, og det var tiltrængt.

Som Zlatan startede denne kommentar, skal han også slutte den:

”Respekt får man ikke. Den tager man”

 

I øvrigt vil jeg gerne takke Alfred Josephson for hans indsats i Irma – han vil blive savnet.

 

 

 

Skandale og atter skandale i forsvarsklubben

Han stod og viftede med et papir. Strakte det højt op, for han stod nede bag i lokalet. Det var ikke meningen, at journalisterne også skulle se det. Men det var vigtigt, at forsvarsministeren kunne. Manden med papiret var departementschef Lars Finsen i Forsvarsministeriet.

Jægersoldatens bog ”Jæger – i krig med eliten”  var emnet for forsvarsministerens pressemøde, og når den nu var blevet oversat til arabisk, så var det vel indlysende, at den var farlig, og at det var rigtigt af Forsvarsministeriet at prøve at forhindre, at den kom ud.

Bogen var ganske rigtigt blevet oversat til arabisk, men af Forsvarsministeriet selv.

Skandalen rullede over længere tid.

Og der var flere sager af samme slags, som har vist, at der i forsvaret har udviklet sig en kultur, hvor de almindelige spilleregler, f.eks. at man skal sige sandheden til Folketinget og – den til tider måbende offentlighed – blev tilsidesat. Jeg kan nævne:

Forsvarsministeriet der forsøgte at true filmholdet bag ”Armadillo” til at fjerne belastende scener fra filmen.

Fornyelig historien om, at Folketinget fra Forsvarsministeriet fik forkerte oplysninger om antallet af irakiske fanger, som danske soldater havde taget til fange.

Søren Gade, der trak sig som forsvarsminister i 2009 bl.a. fordi det blev påstået, at han havde afgivet forkerte oplysninger til Folketinget. Nu er der nok ingen, der tror, at ministeren selv sidder og skriver de svar

Så var der spindoktor Jacob Vinthers mulige læk til medierne om jægerkorpsets indsættelse i Irak, der blev bekræftet gennem en oplysning til EB i 2011. Og suppleret med udsagn fra ansatte i forsvarsministeriet.

Og der var mere:

Torturbilleder, der var blevet slettet, fordi det gik imod Forsvarsministeriets opfattelse.

Historien om udlevering af fanger til amerikanerne. Og forsøget på at dække over det.

Så kom regeringsskiftet og med det en ny forsvarsminister, Nick Hækkerup. Han havde det meget store fortrin, at han ikke havde været medlem af Forsvarsudvalget i Folketinget, og dermed ikke havde været en del af et indspist og lukket system, der også omfatter journalister.

Ved at komme udefra var det muligt for Nick Hækkerup at se, at der måtte noget nyt til, at forsvarsministeriet ikke bare kunne fortsætte som hidtil. Det ser ud som om, han er en forsigtig mand, for han nøjedes med at fastslå, at stillingen som Forsvarschef skulle slås op, så  folk udefra dvs. Civile med militær baggrund også kunne søge.

Umiddelbart lyder det som en meget beskeden start på at få ryddet op i det skandaleramte Forsvarsministerium.

Men nej først nu begyndte den ene højtansatte chef i forsvaret efter den anden at skrive små kritiske kronikker i Berlingske. Sjovt nok var der ingen af dem, der følte trang til at fortælle læserne om deres dybe bekymringer over den udvikling, der havde været i ministeriet omkring den ene skandalesag efter den anden. Men at forsvaret kunne risikere at få en chef udefra, det var for meget. Og man kunne måske oven i købet risikere, at den nye chef ville fortsætte oprydningen. Det skulle forhindres, så der var ingen ende på utilfredsheden, stærkt fulgt op af journalisten Christian Brøndum, der i mange år har været med ”forsvarsklubben”.

For os andre virker det indlysende, at Forsvarsministeriet må og skal fornys, og jeg ønsker Nick Hækkerup politisk mod og kraft til at gennemføre det, han er i gang med. Det har længe været tiltrængt. Og forhåbentlig kan den nyudnævnte forsvarschef hjælpe ham med det.

I øvrigt mener jeg, at det er svært at se, hvad venstre- og orlovspolitikeren Troels Lund Poulsen skal i forsvarsudvalget.

Miljøløsninger i Tokyo

 

Offentliggjort i Ekstra Bladet 1. marts 2012

 

I sidste uge var jeg i Tokyo. Japan har det samme problem, som de fleste andre lande, nemlig at folk strømmer til byerne. Det er her de vil bo. De ser ingen fremtid for sig selv og deres børn langt fra vækstens centrum. De vil være en del af byens pulserende liv og muligheder.

Det giver en masse problemer – også for de områder, der bliver forladt. I Danmark kaldes de udkantsområder, og vi har en minister, der skal tage sig af det. Det er ikke en misundelsesværdig opgave, for der er ingen, der ved, hvad de skal gøre ved det. Heller ikke i Tokyo.

I de byer, folk flytter til, kommer der til at mangle boliger, arbejde, skoler, daginstitutioner med meget mere, og trafikken bliver overvældende. I  hovedstadsområdet har vi endnu til gode at få motorveje i flere  etager, sådan som de har det i Tokyo.

Min opgave i Tokyo var at fortælle om nogle af de miljøløsninger, som vi har fundet frem til i København, og som jeg havde kendskab til fra min tid som overborgmester.

Det er klart at vores cykelkultur skal fremhæves:  1/3 af alle københavnerne bruger deres cykel hver dag til arbejde, og cykelstierne, der er en selvfølge for os, vækker beundring, fordi de er adskilt fra trafikken. Det er også sjovt at kunne fortælle, at nogle af trafiklysene er indrettet efter cyklister i stedet for efter bilerne, og at vi  har cykelhighways.

Vores varmesystem, altså fjernvarmen, er et andet og nok det mest imponerende område, som jeg fremhævede. Miljøgevinsterne ved fjernvarmen er imponerende. Det er mærkeligt at ingen af os tænker på det i det daglige.

Oprindeligt startede fjernvarme ideen, som et forsøg på at bruge overskudsvarmen fra produktionen af elektricitet til opvarmning af boliger m.v.  Det betød, at der blev investeret i et stort og vidtforgrenet ledningsnet. I dag frembringer nogle af værkerne varmen ved at afbrænde affald. Det er en overraskende tankegang for de fleste af os, at affald kan være værdifuldt, noget der kan give os varme i de kolde tider af året.

I andre lande kæmper de med at få plads til affaldet på deres lossepladser. I  Danmark er det under 2% af alt vores affald, der ender på en losseplads. Resten bliver brændt og kommer ud som varme, der ovenikøbet er billig.

Størst forbløffelse – både i Tokyo og New York, – giver oplysningen om, at fjernvarmen dækker 98% af varmeforbruget for indbyggerne i København. Det var der mange byer, der kunne have stor glæde af at kopiere. Det betyder nemlig, at det bliver muligt at kontrollere forureningen og udslippet af CO2.

Så vi skylder tidligere tiders politikere stor tak. Det var dem, der havde mod til at pålægge befolkningen, at de skulle gå over til fjernvarme. Tvang  kalder borgerlige politikere det. Jeg kalder det mod og politisk vision, at der tilrettelægges efter de fælles behov i stedet for, hvad den enkelte lige her og nu ønsker sig.

Hele mit besøg blev sat i perspektiv af, at betalingsringen blev opgivet samme uge, hvor jeg var i Tokyo, fordi  regeringen ikke kunne modstå presset og nok engang valgte den helt kortsigtede løsning. Kommende generationer får ikke brug for at takke dem og københavnerne må fortsat leve med både trængsel og forurening.

I øvrig mener jeg, at det var godt at Bruce Springsteen var vred på finansmarkedet. Kunne Margrethe Vestager ikke få bare lidt af den vrede.