Ekstra Bladet

MIM0SERNE

Mimoser blomstrer tidligt under sydlige himmelstrøg, og de er smukke med deres gule blomster. Der er det specielle ved dem, at deres blade ved den mindste berøring hurtigt lukker sig, og det er nok derfor, man bruger udtrykket ”mimose” om en nærtagende eller sårbar person.

De sidste dages politiske tumult har fået mig til at tænke på mimoserne, for der er rigtig mange, der tager på vej, overfor selv de mest uskyldige udtalelser. Det har vrimlet med ”politiske mimoser” –  men de er overhovedet ikke smukke som de blomstrende mimoser!

Tag Annette Vilhelmsens udtalelser til Kjerteminde Avis. Er der overhovedet noget mærkeligt i, at en SF´er mener, at de borgerlige partier modarbejder den regering, SF er med i. Det er vel de borgerliges – eller som det hedder på nudansk de blås – opgave. Og hvad er nyheden i, at erhvervslivet støtter blå blok. Det er da vist de fleste mennesker bekendt.

Jo, hun er erhvervsminister, men hun er først og fremmest SF´er og med i en rød regering, der ikke får den store støtte fra erhvervslivet. Er det ikke en banalitet, at de helst ser, at den røde regering ikke lykkes med sit projekt?

Men de ”politiske mimoser” luftede straks deres nærtagenhed  – også egne partifæller, og Vilhelmsen måtte ud med en pressemeddelelse, der trak i land, og den gamle røde SF´er Holger K fortalte, at det var en fejl.

På lignende vis gik det for Rasmus Prehn. Han satte ord på den frustration, der er i det socialdemokratiske bagland og ønskede nogle flere udspil fra regeringen, der kunne sætte gang i væksten og skabe flere arbejdspladser. Blandt andet, at kommunernes anlægsloft kunne udvides, så der kunne bygges skoler og børnehaver, og vejene kunne blive repareret. Et klart og godt socialdemokratisk synspunkt. Men ikke tale om. Der var bank til ham i den socialdemokratiske gruppe. Dagen efter kom så den radikale økonomiminister med et udspil sammen med KL hvor kommunerne fik lov til at bruge 2 mia. mere på anlæg.

Hvorfor i alverden skulle Rasmus Prehn så skældes huden fuld dagen før i den socialdemokratiske gruppe. Det kan kun være fordi de ”politiske mimoser” er nærtagende , og fornuften fik ikke lov at råde. Ethvert parti har brug for debat for at komme videre, så der burde have været ros til Prehn.

Smukke er de ikke de ”politiske mimoser. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt almindeligt storsind eller måske bare realitetssans både overfor Annette Vilhelmsen og Rasmus Prehn. jeg kender ikke en blomst, som man tillægger sådanne egenskaber. Egentlig ærgerligt for den kunne vi godt have brug for i det nuværende nærtagende politiske miljø.

I øvrigt mener jeg, at regeringen helt burde afholde sig fra at bruge kommunikationsfirmaet Waterfront.

Eftertanke! kommentar i EB

 

Eftertanke!

Statsminister Helle Thorning Schmidt kan ikke lide ordet krise. Hun vil slet ikke tale om krise, selvom socialdemokraterne fornylig  fik den laveste tilslutning nogensinde – historisk lav som det hed. Kun godt  16.9 % af stemmerne, SF fortsatte også deres nedtur, og Venstre havde flere stemmer end regeringspartierne til sammen.

Men krise var der ikke!

Hvad så med at bruge et godt dansk ord i stedet?  Glem alt det der med krise og tænk i stedet på, hvad ordet eftertanke lægger op til. Det er der brug for i regeringen og i høj grad hos statsministeren.

Eftertanke er sådan noget, man har tid til, når arbejdspresset tager af, når Folketinget er sendt på ferie, og når sommerhuset og familien lokker, og varmen igen er kommet til landet.

En lang tur ved skov eller strand egner sig fint til at overveje den politiske situation – eftertanke. Også et godt måltid med venner – hvor talen også falder på tiden som regering – kan bruges.

Hvordan i alverden kunne det gå så galt?

I den afslappede atmosfære, som vi nu taler om, er der forhåbentlig ingen, der gider køre den gamle traver om, at det er mediernes skyld.

I stedet kan det være, at de kan huske, at valgkampen gik ud på, at S og SF ville have velfærd i stedet for skattelettelser; at valget blev tabt; og at prisen hos de radikale for at gå med i regering blev skyhøj. Prisen afspejlede ikke blot valgresultatet, men også at de i tiden op til valget  blev udsat for en meget arrogant behandling. Eller med andre ord oplevede de Sass Larsen doktrinen: De radikale skulle bare holde mund, for nu var det S og SF der bestemte.

Enhedslisten var ud over de radikale dem, der vandt på S og SF’s valg nederlag. Så uden en fremgang for  de radikale og Enhedslisten havde der ikke været nogen statsministerpost til Helle Thorning Schmidt.

Det maner til eftertanke.

De radikale sørger helt tydeligt for sig selv i regeringen og stiller gang på gang krav, som overhovedet ikke er forenelige med de løfter, som S og SF gav i valgkampen. Det ser ud til, at S og SF er villige til at betale den pris, og at det koster hos vælgerne.

Men eftertanken bør ikke stoppe her for R, S og SF er ikke et flertal, og den vigtigste forudsætning for at være politiker er at kunne tælle til et flertal.

Flertallet for Helle Thorning Schmidt regeringen opnås kun med Enhedslisten – og de er besværlige og i ordets egentligste forstand konservative: de vil have velfærdssamfundet, som det hidtil har været. Men de er regeringens parlamentariske grundlag, og det koster – også for denne regering.

Anders Fogh og Venstre lærte det  med Dansk Folkeparti, som der blev satset benhårdt på. Det holdt Venstre ved magten i 10 år – også når kravene fra DF blev så tåbelige som grænsebommene, så holdt samarbejdet og dermed flertallet alligevel.

Helle Thorning Schmidt er nødt til at lære det. Nu hedder støttepartiet bare  Enhedslisten.

Mon ikke lidt eftertanke kan få hende til at huske, hvem der bidrog til, at det endelig lykkedes socialdemokraterne at få regeringsmagten, og mon regeringsmagten ikke er værd at fastholde?

Tag dog arbejdet med Enhedslisten alvorligt

En uge med valg. Både i Frankrig, Grækenland og Serbien og med resultater, der også spiller en rolle for os danskere.

Det mest afgørende var valget i Frankrig. Det er svært at se, hvad det kan ende med i Grækenland, der på alle måder er i vanskeligheder.

Frankrigs valg betød en ny præsident, Francois Hollande. Han er socialdemokrat, så nu har vores statsminister Helle Thorning en at støtte sig til i EU.

Betyder det noget?

Hvis man ser på valgprogrammet, så er der ingen tvivl om, at den nye franske præsident står for en langt mere vækstorienteret politik. Han vil gøre noget ved den alt for store arbejdsløshed, der har ramt de fleste europæiske lande. Han vil ikke bare spare, og det er klart, at han får brug for mange besøg i Tyskland og mange samtaler med den tyske kansler Angela Merkel, der i en uendelighed forlanger besparelser.

Men, men..

Vil han holde sine løfter, eller går det, som det gik i Danmark, at hans økonomiske plan vil blive totalt ændret efter valget.

De befolkninger, der vælger nye – socialdemokratiske – regeringer, ønsker selvfølgelig ved deres valg at støtte en ny politik, det vil sige noget andet end det, der var før. Gang på gang viser det sig, at det får de ikke. De får det samme måske iklædt lidt andre ord. Reaktionen er forudsigelig, vælgerne bliver skuffede og stemmer næste gang på konservative/liberale partier eller går langt til højre eller venstre. Det er en ond cirkel, som socialdemokraterne er nødt til at bryde. De MÅ formulere en anden politik end de borgerlige regeringer.

Meningsmålingerne i Danmark, der igen og igen giver Venstre langt flere mandater end S og SF tilsammen, viser hvor nødvendigt det er.

Partiernes forklaring er hver gang, at valgresultatet gør det nødvendigt at føre en politik, der meget ligner den en borgerlig regering førte. Det holder ikke. Det var i Danmark klart lang tid før valget, at der ikke kom nogen ny regering uden de radikale, hvis økonomiske politik ligger langt tættere på venstres end på S og SF. S og SF var ligeglade og optrådte med stor arrogance – det blev som de sagde, påstod de. Nu er de ved at gentage fadæsen, blot i forhold til Enhedslisten, der behandles, som om den ikke var nødvendig for at opnå flertal for regeringens politik.

Tag dog arbejdet med Enhedslisten alvorligt og brug dem til at understrege en ny og anderledes politik. Der er masser af overbud hos Enhedslisten, men de må udfordres. Regeringen må gøre det svært for dem at sige nej til en politik, som kan give flertal. Med andre ord en politik, der medfører ændringer for almindelige mennesker og ikke kun er kampråb og slagord. Ved at stemme for finansloven sidste år gav Enhedslisten et signal om, at det ville prøve at være med i konstruktiv politik. Brug dem dog!

Ingen ved, om de virkelig kan for deres bagland, som stadig har en alt for dominerende rolle i forhold til de valgte folketingsmedlemmer. Det er som bekendt ikke baglandet vælgerne har stemt på. Men det må afprøves meget, meget mere målrettet, end det sker nu. Arrogancen som S og SF udfoldede overfor de radikale under valgkampen bør ikke bruges igen overfor Enhedslisten. Hele strategien led skibbrud, hvad der blev understreget efter valget.

I Frankrig har den nye præsident flere muligheder, men vil også være under langt større pres fra sine europæiske kolleger. Det ville være opmuntrende, hvis der virkelig blev tale om en ny og anderledes politik, der viste klare forskelle til de hidtidige europæiske borgerlige regeringer.

Måske kunne det ligefrem give inspiration til S, SF og R regeringen?