Ekstra Bladet

Praktikpladser

2013-04-07

EB

Flere praktikpladser!

 

Folkeskolelærerne er lockoutet, og torsdag blokerede eleverne Teknisk skole i København. Arbejdskampen er igen blevet en del af det danske mediebillede. Det føles helt velkendt.

Mens det kan være svært at bestemme sig til, om det er lærerne eller staten, der har ret i den aktuelle arbejdskamp, så er det let at se, at eleverne på Teknisk skole i København har ret. Man kan håbe, at de også vil protestere andre steder i landet. Eleverne har en rigtig god sag.

Samtidig med at regeringen igen og igen råber på mere uddannelse og bedre kvalifikationer, er flere tusinde unge mennesker uden en praktikplads. De ER altså i gang med en uddannelse. De HAR gjort præcist, hvad regeringen opfordrer dem til at gøre, og så bliver de bremset af, at systemet ikke kan levere. Der er ikke noget at sige til, at de prøver at gøre opmærksom på, at uddannelsespolitikken overhovedet ikke hænger sammen for dem.

Hvor er erhvervslivet henne? Et erhvervsliv der endda meget gerne vil have kvalificeret arbejdskraft? Og som i øvrigt er rigtig glade for at få nogle skattelettelser. De bør stå klar til at hjælpe i denne situation. Det kunne ske ved, at regeringen knyttede nogle krav til skattelettelserne. Krav om at erhvervslivet for at få del i skattelettelserne skulle bidrage med nogle praktikpladser til eleverne på de tekniske skoler. Erhvervslivets kendte argumenter vil sikkert igen bliver fremført: det er besværligt at uddanne unge mennesker; der ikke er tid og plads til det, og konjunkturerne er imod. ”Drop det!” er mit råd til Erhvervslivet.  Se i stedet for at komme ind i kampen: det er hverken rimeligt eller realistisk at stille krav om kvalificeret arbejdskraft uden selv at bidrage til, at den nødvendige uddannelse kan gennemføres.

Undervisningsminister Christine Antorini svar her og nu er, at der er indgået en stor praktikaftale, som man vil kunne se resultatet af til efteråret. Men de unge kan ikke vente til efteråret. De har brug for praktikpladser nu, og der er overhovedet ingen grund til, at virksomhederne ikke går i aktion med det samme. Der er sikkert brug for flere praktikpladser til efteråret.

Så mens vi venter på, at lærerne får afsluttet deres arbejdskamp, så både børn og forældre igen kan passe deres arbejde, så skulle regeringen og især virksomhederne se at få hjulpet de mange unge mennesker, der har gjort lige nøjagtigt, hvad vi har bedt dem gøre: de er startet på en uddannelse, som de ikke kan få færdiggjort på grund af mangel på praktikplads.

Lad os så få de praktikpladser. Det burde ikke være en uoverkommelig opgave.

 

 

Iøvrigt mener jeg, at det er godt, at unge socialdemokrater har udgivet en bog med ideer til  en fremtidig politik ”Deltagerdanmark”. Det har vi brug for.

 

 

“Stop spinneriet” Ekstra Bladet klumme 18.03.2013

 

Stop spinneriet.

 

Socialdemokraternes meningsmålinger er i bund, og for hver gang de tager endnu et dyk nedad,  tænker vi socialdemokrater, at nu kan det da ikke blive værre.

Men det ser ud til kun at gå en vej. Nedad.

Set fra min udkikspost er det forståeligt.

En vækstpakke, der rummer en lettelse af selskabsskatten, er svær at acceptere, når der i andre reformer skal skæres både på støtten til unge, der er i gang med en uddannelse og i hjælpen til de mennesker, der ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet.

Jeg hører til dem, der mener, at det er nødvendigt løbende at forandre vores velfærdssamfund. Det kan aldrig blive en statisk størrelse, så selvom der kan være dele af indholdet i reformerne, der er svære at forklare, så finder jeg det i orden med udspillene både fra såvel Mette Frederiksen  som Morten Østergård og også fra Christine Antorini, der har sin helt egen kamp for at forbedre folkeskolen.

Der hvor det går galt er, når nedskæringerne på velfærd kombineres med lettelse af selskabsskatten og endnu et sparekrav til kommunerne. Det sidste har indtil videre ikke fyldt så meget i mediedækningen. Det har vist kun været den københavnske borgmester Anne Vang, der har understreget ,at det betyder  flere forringelser på velfærden til mange mennesker, for det er kommunerne, der leverer de fleste ydelser.

En sænkelse af selskabsskatten ligger for socialdemokrater langt fra deres forståelse af, hvad deres parti står for. Hvorfor i alverden lette selskabsskatten for nogle virksomheder, hvor den ene økonom efter den anden erklærer, at der ikke kommer mange jobs ud af det?  Det har ellers været forklaringen på, at det var nødvendigt. Som om der var noget i politik, der var nødvendigt! Politik går ud på at vælge imellem forskellige løsninger på opståede problemer – og der er altid mange muligheder. Også socialdemokratiske. Også nogle der involverer SF og R.

I kølvandet på denne væsentlige debat om den socialdemokratiske politik dukker så den sædvanlige debat om formanden op. Rygterne svirrer om, hvem der er villig til at vælte hende. Så er der konspirationer om, hvem der står sammen med hvem, og hvilken gruppering, der har overtaget. Det er en helt ligegyldig debat, og den er kun egnet til at fjerne fokus fra indholdet af politikken.

I Socialdemokratiet har vi en formand, der er valgt ved en urafstemning. Hun er nu, efter et Folketingsvalg som socialdemokraterne tabte, statsminister, og her bliver hun indtil et nyt Folketingsvalg, der så vil vise, om hun kan fortsætte. Der kan bruges og bliver brugt uendelig meget krudt på at vurdere det. Selvom der for øjeblikket ikke er meget, der tyder på, at hun kan fortsætte, så er det kun et Folketingsvalg og ikke meningsmålinger, der afgør det.

Det er meget vigtigere for os socialdemokrater og vælgere i det hele taget at bruge kræfterne på at diskutere indholdet i den vækstpakke, der er lagt frem og at kritisere nedsættelsen af selskabsskatten og de nye byrder på kommunerne. Det er resultatet af disse udspil, der er afgørende for hverdagen for mange mennesker.

 

 

I øvrigt mener jeg, at der er brug for en socialdemokratisk politik, som vælgerne kan genkende sig selv i.

 

Børn får nye og gode muligheder. Indlæg i EB

2013-02-09

EB

 

Hvis jeg nu en dag fik tidligt fri og gerne ville hente mit barn klokken 3 i stedet for klokken 4, så kunne det ikke lade sig gøre, fordi han var i heldagsskole, og de var på udflugt.

Sådan nogenlunde skrev en mor fornyelig, og det brugte hun som eksempel på, hvor dårligt det var med heldagsskoler.

Der er måske mange mødre (og måske endda nogle fædre), der drømmer om den dag, hvor de kan hente deres barn tidligt og hygge, men året har 365 dage, og hvad med alle de andre hverdage. Alle de dage, hvor det er arbejdet, der bestemmer? Hvor langt skal egoismen række?

Var det for meget forlangt, at mor var i stand til at hygge efter klokken 16?

De forandringer, der finder sted i vores samfund, ser ud til at være svære at fordøje for rigtig mange voksne mennesker, der drømmer sig tilbage til tider, hvor forældre i løbet af dagen havde tid til børn. Dem er der ikke mange af, og derfor er der grund til at være glade for, at der er politikere, der tager den nye virkelighed alvorligt og finder på løsninger, som heldagsskoler, der giver børn nogle nye og gode muligheder.

I stedet for at begræde udviklingen, burde vi se på de nye muligheder, der viser sig. Heldagsskolerne er et af dem. Ved en heldagsskole bliver der mulighed for at skabe en skolegang, hvor der er plads til ikke bare praktisk læring men også leg og alt det kreative. Landets pædagoger burde gribe ideen og  sætte deres pædagogiske og kreative faglighed  i spil, i stedet for at holde fast i de forskellige typer fritidsordninger, som de i dag har patent på.

Moderens begrædelige skriveri mindede mig om balladen, dengang det blev diskuteret at give børn et måltid mad i daginstitutionen og på skolen. Der var ingen grænser for hvor mange, der i den grad havde nydt at lave lige præcis deres barns madpakke! Og det var som om alverdens moderkærlighed lå gemt i den gamle madkasse. Det gav så meget ballade, at den blå regering trak sit eget forslag tilbage.

Heldigvis fastholdt København sit tilbud om fælles måltider til byens børn, og vha af Københavns Madhus sikrede man at tilbuddene var langt bedre end det forældrene kunne præstere. Og da maden først var der, var der mange der kunne se, at det både var bedre for familielivet og for børnene , for slet ikke at tale om skolen og institutionen, der nu fik mætte og dermed veloplagte børn.

I dag spiser 90% af børnene i de Københavnske daginstitutioner fælles måltider (26.500 børn). EAT-skolemaden, som Københavns Madhus  står bag, serverer i dag sine måltider til 20 procent af de københavnske skoleelever, og tallet er selvfølgelig stigende, fordi god mad er vanedannende – og fordi Madhuset sammen med københavnerkøkkenerne sørger for  spændende retter og oven i købet gør det så økologisk som muligt.

 

For øvrigt mener jeg, at skolebørnene burde have længere spisepauser, så de har mulighed for at nyde et rigtigt og godt måltid midt på dagen.