Alliancesyltetøj

Er et af de klassiske syltetøjer.  et er enkelt og nemt at lave. Det egner sig godt til at lave sammen med børn, fordi der indgår flere slags bær, og det er muligt at sammensætte syltetøjet, alt efter hvilke bær man kan skaffe. Den klassiske opskrift svarer til rødgrød. 1 kg hindbær, 400 g ribs, 400 g solbær, 1 citron, 1 kg sukker, evt. 1 til 2 tsk geleringsmiddel. Alternativt kan man si noget af saften fra, så syltetøjet bliver naturligt tykt.

Da jeg skulle lave det sammen med mine niecer Mikie og Meike Dahlskov Andersen, der er ni og 12 år gamle, plukkede vi bærrene på Rosengården hos Germann Rasmussen, som ligger lige i nærheden af mit sommerhus ved Kerteminde. Det var en herlig dag med strålende sol, og det gik godt med plukningen. Hindbærrene var nemme. Der skulle lidt mere forklaring til ribsene, fordi det er hurtigst at plukke dem i klaser, og pigerne startede med at plukke et ribs ad gangen. Desværre viste det sig, at der var meget få solbær. Så da vi skulle lave alliancesyltetøjet, supplerede vi solbærrene med kirsebær (ikke moreller, de smager af for lidt i syltetøj), som vi udstenede. H vis det havde været på et andet tidspunkt af året, kunne man også have lavet alliancesyltetøj med brombær og/eller blåbær. Det gælder om at prøve sig frem. Det store arbejde lå i at få ribbet ribsene, Vi gjorde det udenfor med en gaffel, men til min

store overraskelse syntes pigerne, at det var ret besværligt, så det gik kun, fordi vi kunne sidde sammen med dem og gøre det til en hyggelig fælles oplevelse. Alle bærrene kom i en gryde uden vand med 750 g økologisk rørsukker, en halv citron skåret i skiver, en vaniljestang, der blev flækket og fik kernerne taget ud. Pigerne tog kernerne ud med fingrene og brugte sukkeret som en slags sand. Det fungerede fint. Vi tilsatte også to stykker kanel, der fik lov til at koge med under meget lille blus. Det var nødvendigt med et geleringsmiddel for at få syltetøjet nogenlunde stift. Da syltetøjet var ved at være færdigt, kogte vi vand til at skylle glassene med, der også havde været en tur i opvaskemaskinen. Vi brugte glas, der tidligere havde været brugt til andet, men var pænt rengjorte – også for etiketter. Før syltetøjet kom i, skyllede vi glassene med lidt spiritus. Vi havde noget blommebrændevin, slivovits. Vi hældte også lidt slivovits over syltetøjet, før vi satte lågene på. Det var vældig hyggeligt at lave det sammen med min søster og de to piger. Vi alle gik op i det, og undervejs smagte og diskuterede vi, hvad der skulle til. Da vi også kunne plukke nogle gule hindbær og ribs, lavede vi en lille portion syltetøj af gule hindbær og gule/hvide ribs: 250 g hvide hindbær, 50 g hvide ribs, 125 g sukker og 1/2 citron. Det var dejligt at se, hvor stolte pigerne var over deres produkter.