Det er altid æbletid…

Velkommen til min side om æbler. Jeg har siden 1988 haft æbleplantagen i Stestrup Old på Midtsjælland, hvor jeg dyrker økologiske æbler. “Old” er et gammelt dansk ord for en udmark og udtales med almindeligt “o” og ikke som det tilsvarende engelske ord.

Det er hver gang en glæde at komme ud i plantagen, og se æbletræernes udseende og vilkår ændres alt efter årstiden. Det er altid æbletid, også selvom det er hvidt og koldt, for så er det tid til beskæring. Senere på foråret kan jeg følge de små knopper, der først til efteråret bliver modne æbler, som hænger tungt på træernes grene.

Æbleplantagen er rekreation for mig og en dejlig kontrast til mit politiske liv i København. Plantagen er et virvar af liv, hvor ukrudt skyder op, fugle bygger reder, og jeg med et vågent øje følger træernes udvikling. Jeg håber altid på en god høst og nyder naturen hele året rundt – og prøver at glemme, at det også er hårdt arbejde at have en æbleplantage.

Jeg har valgt at dyrke æbler, da det er en frugt, der egner sig godt til det danske klima. Æblerne bliver overhovedet ikke sprøjtet – heller ikke med svovl som økologer ellers gerne må, og jeg tilfører selvfølgelig heller ikke kunstgødning, så man kunne fristes til at kalde plantagen “overøkologisk”, selvom det lyder lidt for frelst.

Dyrkningen af økologiske æbler har krævet, at jeg satte mig meget ind i stoffet og løbende udveksler erfaringer med andre økologiske æbleavlere både i Danmark og i udlandet. I 2003 udgav jeg en bog om alle mine erfaringer “Mine Æbler”. Du er også velkommen til at bruge min hjemmeside om æbler til at læse om min mangeårig erfaring og glæde ved æblerne.