Den store fjende

Ritt skriver her i Samvirke om, hvilke trusler der kan være mod succesfuld æbledyrkning

Af Ritt Bjerregaard august 2002
Artikel til: Samvirke

Små sorte pletter på æblerne, større og større pletter, blade med sorte pletter, og blade der krummer sig sammen og falder af. Det starter i det små - og ærlig talt! en lille sort plet gør da ikke noget. Nej ikke det fjerneste, så længe det bare er en enkelt lille en. De følgende år bliver der flere og flere sorte pletter. De breder sig ud over hele æblet, pletterne vokser sammen og danner hele sorte partier, der slår revner. Til sidst duer æblerne slet ikke.

Fjenden hedder Skurv

Skurv er en svampesygdom (Venturia inaequalis). Den er meget almindelig i Danmark og umulig at udrydde. "Er man i stand til at bekæmpe skurv, kan man også holde alle andre sygdomme i ave" siger professor Anton Pedersen i 1948 [fodnote. 1]. Han var i mange år professor ved Den Kongelige Veterinære Landbohøjskole (KVL) og er den person, der har haft det mest indgående kendskab til frugtavl og ikke mindst dyrkning af æbler.

Det danske klima med rigelig regn giver ualmindelig gode betingelser for skurven. Når temperaturen om foråret kommer op over 0 grader kan svampen begynde at sprede sig. Helt præcist kræver infektionen en temperatur på mellem 0,5 - 32grader. Det optimale er mellem 16 og 22 grader. Dertil kommer tilstrækkelig fugtighed i luften, så er der maximalt gode udviklingsmuligheder for sæksporerne fra svampen, og vinden kan transportere dem over flere kilometer. Smittefaren er størst, hvor bladene ligger fra om efteråret, for sporerne overlever og er klar, når vejret er det. Regnbyger er helt ideelle for sporerne. Det er simpelthen sådan, at sporerne ikke kan sætte sig fast på tørre blade. Spredningen af sæksporerne foregår over 2 måneder, men koncentrationen er størst omkring blomstring. Det varer fra 8 til 21 dage før skurvpletten kan ses på bladene eller frugterne afhængig af temperaturen.

Sporerne kan også overvintre på grene og i knopper, og de er klar til infektion samtidig med knopbrydning. Her er der tale om Konidiesporer, som er enkønnede. De kan angribe tidligere end sæksporer, fordi de bl. a. kan sidde på knopskellene. Disse sporer spredes normalt kun indenfor samme træ, men til gengæld kan de spredes hele sommeren. De dør ved høje temperaturer. Det er derfor skurven ikke er særlig almindelig i lande med et varmere og mindre fugtigt klima end det danske.

Hvert eneste år er det derfor spændende, hvordan vejret er i æbletræernes blomstringsperiode, der almindeligvis strækker sig fra midten af maj til den tidligste begyndelse af juni. I denne periode skal det helst ikke regne, og det gør det i Danmark. I maj måned falder der godt nok mindre regn end i de fleste andre måneder, men i Vestsjællands amt drejer det sig alligevel om 30mm. Det er rigeligt til at skurvsvampene kan sprede sig.

Alle bøger om dyrkning af æbler i Danmark handler om, hvordan skurven kan bekæmpes. Gamle havebøger, nye, forsøg, videnskabelige rapporter, vurdering af æblesorter, undersøgelser over modtagelighed hos forskellige æbler, udvikling af nye sorter, alle prøver at finde ud af, hvordan skurven kan undgås eller bekæmpes.

Hvordan kan fjenden overvindes?

Det mest konsekvente ville vel være at opgive at dyrke æbler og overlade det til de lande, hvor der er så tørt, at skurv ikke opstår, men lur mig, så har de andre sygdomme, som vi til gengæld ikke kender. Og kombinationen af efterårets kolde nætter og varme dage giver en særdeles god smag til æblerne, så hverken de konventionelle eller de økologiske frugtavlere har lyst til at give op. Det ser også ud som om forbrugerne er enige i, at det er godt, at der er danske æbler i sæsonen. For de konventionelle frugtavlere er livet blevet lettere. De sprøjter. De sprøjter mange gange, og de gør det både for skurv og alle mulige andre sygdomme eller skadedyr, der kan ramme æbler. Mængden af pesticider, der anvendes i en konventionel frugtplantage er stort. Det drejer sig om sprøjtninger flere gange om ugen. Så her kommer sprøjteudstyret hurtigt til at tjene sig ind. Frugtplantager er sammen med granskov noget af det mest forurenende man har i landbruget. Det er i princippet ikke tilladt for økologer at sprøjte. Men der en undtagelse, og den hedder skurv. Økologiske avlere må sprøjte med svovl for at bekæmpe skurven. Det virker forebyggende i 7 dage og ikke meget mere, så der kan også her blive tale om mange sprøjtninger. I vore dage er der nu også kommet varslingprogrammer. Det betyder, at en vejrstation sættes op, så frugtavleren helt nøjagtig ved, hvornår der skal sprøjtes. Flere af de økologiske avlere fortæller, at det for det første har nedsat antallet af sprøjtninger, og at varslingen også betyder, at sprøjtningen foretages på det helt rette tidspunkt, så hjælper det også bedre. Den økologiske forsøgsplantage på Fejø er i gang med at afprøve virkningen. De bruger den metode, der er udviklet af hollænderen Marc Trapman, og som kaldes RIMpro. Den virker ved meteorologiske data, og indtil videre er opfattelsen den, at frugtavlerne skal sprøjte mindre, og at virkningen er større.

Jeg kan godt forstå, at de økologiske avlere sprøjter mod skurv, for det er svært ikke at blive sur og trist, når man ser et rigtigt skurvangreb. Økologiske avlere prøver i stedet at plante frugttræer, der ikke så let får skurv eller er frembragt, så de er resistente overfor skurvsvampen. Fra begyndelsen af 1900 tallet har forskere vidst, at det vilde æble Malus floribunda var immunt overfor skurv. De har derfor brugt den viden til at skabe nye sorter af æbler, der var modstandsdygtige overfor skurv, men som også var æbler af en passende størrelse og med en god smag. Det er sorter som Prima, Priam, Liberty, Florina, Redfree med mange flere. I dag ved planteforædlerne også, at det drejer sig om et specielt gen, som efter Malus floribunda har fået navnet vf-genet. Dette gen er gennem krydsning tilført kendte æblesorter, der smagte godt og efter mange års venten på, hvad det var for æbler, der kom ud af det, fik forskerne skabt nogle æbler, der kunne komme i handelen. Fra 1970 blev Prima frigivet til almindelig dyrkning. Det var blevet frembragt i et samarbejde mellem de amerikanske Universiteter Purdue, Rutgers og Illinois, derfor de tre bogstaver p r og i, som indgår i alle navnene på æbler fra disse universiteter. Sorten Prima er blevet udviklet fra sorterne Golden Delicious, Melba og Rome Beauty. Og vigtigst af det hele med vf-genet fra Malus floribunda.

I dag ved forskerne, at evnen til at afvise skurvsvampen ligger i bladene, hvor svampen simpelthen ikke kan sætte sig fast. Men fra 1994 er det også blevet kendt, at modstandsdygtigheden kan brydes, fordi det har vist sig, at der er flere arter af skurvsvampe, så nu går alt udviklingsarbejdet ud på at frembringe nye sorter, hvor der er flere gener med modstandsdygtighed overfor skurvsvampene.

Nogle af disse gener regner man med at finde gennem de ekspeditioner som især Cornell Universitetet i staten New York har foretaget til Central Asien. I 1989 foretog et hold fra "US National Clonal Germplasm Repository", den første ekspedition ind i de kasakhstanske skove, der især består af vilde æbler fra sorten Malus sieversii. Senere har forskere fra Canada, Australien og USA indsamlet i hundredvis af podekviste og tusindvis af frø fra de fire kasakhstanske ekspeditioner, der har været indtil videre. Især omkring hovedstaden Almaty (check stavemåde), der også betyder "Æblets Fader" var der meget store skove med en rig variation, men byudviklingen gør, at der bliver mindre og mindre tilbage. Derfor er ekspeditionerne også blevet udstrakt til Tajikistan og Usbekistan, og ved sidste ekspedition i 1995 fandt man i Karatau i Kasakhstan bjergsider med over 300 år gamle vilde æbleskove med æbler af en overraskende høj kvalitet både i smag og udseende. Philip Forsline, der er konservator i Genevas opbevaringsmagasin for æbler i New York, har planlagt de fleste ture sammen med Dr. Herb Aldwinkle, der er plantepatolog på Cornell Universitet, og desuden samarbejder de med en stor gruppe genetikere og sygdomsspecialister. Der er også indgået en samarbejdsaftale mellem professor Djangalev i Kasakhstan og Cornell Universitetet. Ligesom andre Universiteter er kommet med i samarbejdet og også foretager undersøgelser af det omfattende og sjældne materiale, som ekspeditionerne bragte med hjem.

Siden den første ekspedition er interessen for de oprindelige skove steget meget. Cornell Universitet har etableret et forskningsprogram i samarbejde med Kasakhstans Videnskabelige akademis Plante-genomen Laboratorium. Det viser sig nemlig, at det forædlingsarbejde, der er foregået omkring æbler igennem århundreder i vores verdensdel betyder, at der ikke er nær så mange forskellige gener i disse æbler, som i de vilde æbler fra Kasakhstan. Derfor er der nu store forskningsprojekter i gang, hvor man undersøger, hvilke sygdomsbekæmpende gener, der er i de Kasakhstanske æbler. Fx har forskerne fundet ud af, at også nogle af de kasakhstanske æblesorter er modstandsdygtige overfor skurv, men ikke på grund af vf-genet, men andre gener. Der er sat navn på 4 af generne: Vr, Vm, Vb og altså Vf. På samme måde prøver forskerne at klarlægge, om der også er modstandsdygtighed overfor den svamp, der giver meldug (Podosphaera leucotricha). Men der viser sig også nye æblesorter med bedre smag og et smukt udseende.

Økologiske avlere i Danmark i dag kan ikke være sikre på, at de nuværende skurvresistente æbler, bliver ved med at være modstandsdygtige overfor svampene, resistensen har ved forsøgene i Årslev været brudt på adskillige sorter, og derfor er der lige nu en tilbøjelighed til også at satse på de æbler, der i praksis har vist sig ikke at være så modtagelige overfor skurv som fx det tidlige sort Discovery og den senere Aroma eller den røde variant, der kaldes Amorosa. Begge er ualmindelig dejlige æbler. Discovery er det bedste tidlige æble, der findes for øjeblikket. Det er modent almindeligvis fra den allersidste del af august og hele september. Det er meget flot rødt, og det er sødt og meget saftigt. I dag kan det købes i supermarkederne, men det er desværre tit plukket for tidligt, og så mister det både noget at sin sødme og saft. Det er derfor æbler altid smager så meget bedre, når de lige er plukket fra træet. Discovery får ikke meget skurv, men det er ikke krydset med vf-genet. I dag ved frugtavlerne og forskerne ikke, hvorfor denne sort er modstandsdygtig overfor skurvsvampen, men vi kan glæde os over de dejlige æbler, der kommer ud af denne sort. Aroma er et æble, der er udviklet i Sverige fra 1947, men det blev først frigivet til markedet i 1973. Aroma er en krydsning af de kendte danske æblesorter Filippa og Rød Ingrid Marie, og det betyder, at æblet har sin friskhed og syrlighed fra Filippa og sin smukke form og sødme fra Ingrid Marie. Dertil kommer, at æblerne sidder godt fast på træet i modsætning til Filippa, der sidder i spidsen af grenen, og derfor tit falder ned. Frugtavlere har haft meget gode resultater med dyrkningen af både Aroma og den røde sort Amorosa. Det egner sig også fint til at dyrke sammen med Discovery, fordi æblet ikke er modent før omkring 1.oktober og så kan holde sig til omkring jul.

Økologiske avlere arbejder meget med at formindske problemerne med skurven, og det er også et af de problemer som almindelige haveejere tiest kommer og spørger om. Hvad skal de dog stille op med deres æbler, der har sorte pletter og blade, der efterhånden falder af? Jeg har fundet forskellige gode råd som måske kan hjælpe. Hør her nogle af dem:

Brug sorter, der ikke er så modtagelige for skurv. Det gælder fx Discovery og Aroma. Mange planteskoler begynder nu også at have de egentlige skurvresistente sorter som Vanda, Topaz og Redfree. Spørg jer for, før I bestemmer jer for en sort.

• Sørg for at der er luft omkring frugttræerne, så de hurtigt tørrer op efter regn. Lad være med at plante for tæt.
• Kronen bør holdes åben ved beskæring, så tørrer træet hurtigere efter regnbyger
• Tilføj ikke for meget gødning, navnlig ikke kvælstof.
• Hold øje med grenskurv, der viser sig som sprukne blærer i barken på årsskud. Skær dem væk.
• Fjern og brænd det nedfaldne løv fra æbletræerne.

I professionelle frugtplantager er arealet så stort, at det ikke er muligt at fjerne alle bladene. I stedet har der været lavet nogle forsøg med at findele bladene så meget, at regnormene kan få spist dem i løbet af efteråret og vinteren. Men ved de forsøg der indtil nu har været lavet, har der ikke kunnet påvises nog en effekt i forhold til skurvangrebene. Det har med andre ord ikke hjulpet.

I USA anbefaler de frugtavlerne at bruge kalk. De spreder det ud om efteråret, så bladene hurtigt omsættes, og derved forhindrer de, at sporerne formerer sig, når det bliver forår, og vejret er til det. I nogle plantager i USA har man prøvet med højden på græsset, og her har man fundet ud af, at højt græs kan være med til at forhindre, at sporerne kan brede sig op i træerne. De bliver simpelthen forhindret i at flyve op af græsset. De anbefaler derfor, at man i økologiske plantager ikke slår græsset om foråret, hvor den værste infektion finder sted. Det spiller ikke så stor en rolle, at ukrudtet også tager næring og væde. Det er det afslåede græs, der æder af næringen, eller måske snarere det, at græsset skal vokse op igen. Det betyder, at græsset ikke skal slås mere end et par gange om året, og at græsset så skal blive liggende inde ved træerne som en slags gødning. Om man synes, der skal være gangstier eller ej, betragter de som et spørgsmål om smag eller vane, men de anbefaler, at man slår græsset før høst af praktiske grunde. Det kan se smukt ud bare at lade ukrudtet stå, for der kommer mange forskellige planter, fx vild gulerod og kørvel, gåseurt, gul ranunkel, og Bellis kommer i gangstierne.

• Bogen - Mine æbler
• Æbleartikler
• Æblegalleri
• Æblelinks
• Æbleopskrifter