Sådan får æblerne navn
Danmark og Sverige ligger på den nordlige grænse for dyrkning af æbler, alligevel har vi over 700 forskellige sorter, fortæller Ritt Bjerregaard i dette interview med den svenske æbleprofessor Ingevald Fernqvist om navngivning af æbler.Samvirke, august 2002
Karen Blixen æblet
"Vidste du, at der også var et Karen Blixen æble", spurgte Fernqvist. Jeg så vist lidt skeptisk ud, for jeg mente ikke, at der var et dansk æble med det navn, uden at jeg havde hørt om det?
"Ja, du troede vel ikke, at sådan en svensk emeritus kunne finde et dansk æble, du ikke kendte?" fortsatte han smilende, helt sikker på at jeg nu er blevet nysgerrig.
Jeg er på besøg hos Ingevald Fernqvist, der er pensioneret professor i frugtavl. Vi har kendt hinanden siden 1994, og jeg har haft stor glæde af hans viden om æbler. Nu sidder jeg i Malmø i hans konferansrom, der er præget af en computer, flere scannere og diverse cd-rom'er.
Hans kone, Eva-Lena sørger for vand og mad, mens vi snakker og snakker. Om æbler og om Fernqvists liv og arbejde. Han kommer fra et lille sted på landet - et torp, som vel næsten svarer til et lille, dansk husmandssted. Han var yngste barn i en søskendeflok på ni. Hans mor var 46 år gammel, da han blev født, "så det var nok slet ikke meningen, at jeg skulle have været der", siger Fernqvist. Kun på grund af en plet på lungen i sine unge dage fik han en akademisk uddannelse. Sådan en, der var svækket, kunne jo ikke klare at blive snedker eller håndværker, som hans far havde været det og hans brødre blev det.
Så Ingevald blev hortonom/havebrugskandidat og fik en lang karriere på det svenske landbrugsuniversitet i Alnarp.
Han har vist glædet sig til at overraske mig med historien om Karen Blixen æblet, for han har fulgt godt med i mit arbejde med frugtplantagen på Stestrup Old midt på Sjælland. Vi må hen til computeren, så jeg kan blive overbevist.
Fernqvist finder lynhurtigt historien. Og jeg beundrer hans evne til at kaste sig over nyt. Han er nærmest ekspert på den computer og har lagt de store, svenske pomologier (bøger med beskrivelse af frugtsorter) ind på cd-rom, fx Carl G. Dahls fra 1943, så interesserede ikke behøver at rende i antikvariater for at lede efter de gamle bøger med de flotte tegninger af æbler - og betale en lille formue for dem. "Under 2000 kroner kan du ikke få dem". Nu er de takket være Fernqvist lagt på cd-rom, hvoraf en koster ca 200 kr. ( www.fernbein.com/fruktbar )
I Danmark er Danmarks Frugtsorter bind 1 fra 1942 (med genoptryk i 1950) det store hovedværk. Her beskriver daværende professor i frugtavl, Anton Pedersen en lang række æblesorter, og "malerinden Frk. Ellen Bache" har lavet kønne og meget illustrative tegninger af hvert enkelt æble, så det hjælper, når man er ny frugtavler og gerne vil vide lidt om de enkelte sorter. Men Fernqvist har ret, det er svært at få fat i bøgerne, og de er meget dyre, så de fleste mennesker må nøjes med at kikke i dem på biblioteket.
"Hvad er det så med det Karen Blixen æble", spørger jeg, "er der sådan et æble?"
"Ja, det kan jo ikke lige sådan besvares. Du må nok hellere selv læse historien fra den Nordiske Genbank her på skærmen."
Æblekernebørn
I 1932 såede frugtavler A. M. Christensen fra Virklund ved Silkeborg et antal kerner. Det var der ikke noget mærkeligt i, for frugtavlere og interesserede æbleavlere har altid prøvet at så kernerne fra æbler i håb om at finde en helt særlig og god sort.
Det er nogenlunde med æbler som med mennesker. Børn er ikke kopier af deres forældre, men har egenskaber og kombinationer af egenskaber, som folder sig forskelligt ud. På samme måde er det med kerner; de udvikler sig heller ikke til samme sort som det æbletræ, de kommer fra. Derfor er det altid spændende at så kernerne, og hvis man udviser den fornødne tålmodighed, vil man kunne se og smage æblerne.
Frugtavler Christensen fulgte igennem adskillige år udviklingen af sine såede kerner, og han syntes især godt om det tiende træ. Det havde fine og velsmagende frugter. Da han også var en stor beundrer af Karen Blixen og havde læst hendes bøger, ville han gerne have, at æblet fik Karen Blixens navn. Det var ikke, fordi han regnede med at blive rig ved at producere et sådan træ. Han foreslog selv, at eventuelle indtægter gik til Rungstedlundfonden. Han skrev til den berømte forfatter og blev glad, da hun svarede, at sorten gerne måtte bære hendes navn.
Den norske efterkommer
Men det skulle gå rigtigt til, derfor sendte A.M. Christensen nogle æbler til førnævnte professor ved Landbohøjskolen, Anton Pedersen. Han havde i mange år samlet lokale æblesorter fra alle dele af landet og lavet en stor samling af dem ved Landbohøjskolen, så han var meget kyndig på æbler. Samlingen indgår i dag i æblemuseet, også kaldet Pometet, som Claus Larsen, der er pometmester, tager sig af.
Professor Anton Petersen bedømte æblet og var meget positiv, men han mente dog, at frugten godt kunne have et lidt mere tiltalende udseende. Det var ikke så heldigt, for Karen Blixen brød sig ikke om, at et æble, der ikke var helt tiltalende, skulle bære hendes navn, så frugtavler Christensen måtte opgive sin ide, og da han flyttede fra Virklund, gik træerne til.
Men det er ikke snip snap snude på den historie, for hans datter, der bor i Norge, tog i sin tid et par podekviste med og har nu i mange år dyrket æblet, som har udviklet sig godt. Der er altså i dag et æble, som svarer til Christensens Karen Blixen æble, så hvad er mere naturligt end at prøve nu at lave æblet og sælge det til folk, der gerne vil have denne lille historie med.
Alt dette kom for en dag, da Claus Larsen fra Pometet ryddede op i de gamle arkiver og fandt Anton Pedersens bedømmelse, brevene til og fra Karen Blixen og en smuk tegning af æblet.
Filippa og kongen
Sådan er det med æbler. De har deres historie. Det har det fynske æble Filippa også. Fernqvist nævner det sammen med Ingrid Marie som en af de danske sorter, der også er kendt i Sverige.
Lærer Joh. P. J. Johannsen i Hundstrup på Fyn såede også æblekerner og fik omkring 1880 et æble, han syntes så godt om, at han opkaldte det efter datteren Filippa. Der var også andre, der syntes om æblet, og i 1888 fik det Det kgl. danske Haveselskabs certifikat af 1. klasse. Lærer Johannsen sendte også æblet til kongen, og Hofmarskallatet takkede med beskeden, at man gerne ville "søge erhvervet nogle Træer til Udplantning" i de Kongelige Haver ved Rosenborg. I dag er modertræet fredet, og man kunne endnu i 1989 se det i en privat have i Hundstrup med fint skilt på.
Æblet dyrker jeg selv i min frugtplantage, men der er den ulempe ved sorten, at æblerne sidder helt ude i spidsen af grenene, der er lange og tynde, og når efterårsstormene rusker, falder de af. Jeg får faktisk aldrig plukket mine, for det dur heller ikke at tage dem for tidligt, så får de ikke den intense smag, som kendetegner æbler, der har fået lov til at modne færdige på træet. Hos grønthandlere og i supermarkeder sælges æbler, der næsten altid er plukket for umodne.
Mange ældre mennesker kender Filippa, og en stor og trofast skare mener, at dét er det bedste af dem alle, skønt vi har mange hundrede sorter i Danmark.
Fernqvists æble
Fernqvist har selv været med til at navngive et æble. Det hedder Sankta Brita og stammer fra Alnarpsorten Mio, som i 1954 blev krydset med Cortland.
I tresserne var der nogle af æblerne, der faldt heldigt ud. De fik betegnelsen "Mio ' Cortland 5/54", og i denne betegnelse kan vi se det samme som med Karen Blixen æblet. Her er det træ nummer 5, der er faldet heldigt ud, så det får tallet 5 og det årstal, det blev sået i. Moderen er Mio, faderen Cortland.
Træet blev igennem flere år bedømt på Alnarp, men det egnede sig ikke til kommerciel dyrkning, fordi æblerne var små og sad så tæt, at de trykkede hinanden ud.
Fernqvist syntes imidlertid så godt om æblernes smag, at han tog podekviste, som han podede ind i et træ på Alnarp, ligesom han sendte et træ til Lyckan i Värmland, hvor han selv stammer fra.
Så selv om alle træerne på Alnarp blev ryddet, er der alligevel et Mio ' Cortland 5/54. Det er dette træ, der har fået navnet Sankta Brita, og Fernqvist forklarer, at han syntes, hun skulle hædres, fordi hun var en strålende PR-kvinde for Sverige.
Sankta Brita, som vi vist i Danmark kalder den hellige Birgitta, siges at have sendt sin gartner fra Rom til Vadstena Kloster, hvor han i 1396 anlagde et Pomerium, dvs en æblegård.
Sankta Brita fik navn i 1992 og dyrkes nu i Pomerium Vadstenense, og det markedsføres af "Sällskapet Örtagårdens Vänner". Engang, da Fernqvist besøgte mig, havde han nogle af æblerne med. De var ret små, smukke og smagte dejligt. Jeg tror nok, at det er meningen, at jeg skal have nogle af dem på Stestrup Old nummer 17, og selv om jeg ikke kan lave navnet om, vil jeg huske dem som Fernqvists æbler.
Før frosten får fat
Mange af de sorter, der dyrkes i Sverige, kendes slet ikke i Danmark. Fernqvist nævner et andet æble, nemlig Orange (der skal stå Oranie), som blev dyrket i hans barndom, og som også indgår i Sankta Brita, fordi det er grundlaget for Mio.
I den sidste nye, svenske pomologi af Anton Nilsson: Våra Äpplesorter, 1987 er der et billede af æblet, der er helt gult, og en lille beskrivelse. Det viser sig, at det samme æble i Sydsverige kaldes for Kaniker, og derfor tror forfatteren, at æblet er en meget gammel sort. Det er et sødt og saftigt æble og stadig værd at dyrke, men mest i Mellemsverige, skriver Nilsson.
Fernqvist viser dog i "CD Pomologi Äpple", at der findes en helt anden sort med navnet Kaniker. Den fandtes i hans forældres have og lignede Oranie, men var ikke så god. Sandsynligvis er Kaniker den ældste sort fra klostertiden og moder til Oranie (måske bør der tilføjes Ja det er meget svært at bestemme æbler).
"Tænk hvis vi nåede dertil, hvor man bare kunne lægge et æble eller et billede ind i computeren og spørge om hvilken sort, det var", siger Fernqvist. "Man ville jo givetvis få mere end et bud, fordi æblerne i så høj grad ligner hinanden, men det ville indskrænke mulighederne. I dag regner vi med, at der er godt og vel 700 forskellige sorter, men folk kender ikke ret mange af dem i dag. Vi ligger lige på nordgrænsen for dyrkning af æbler i Sverige, og det gør I jo også i Danmark."
Det har han ret i, og det betyder, at frosten kan ødelægge blomsterne i foråret. I gamle dage var de meget opmærksomme på, at frosten kunne ødelægge en hel høst. Fernqvist fortæller, at hvis der var udsigt til frost, drog de ud om natten og satte fyr på gammelt fugtigt halm, så røgen kunne forhindre udstrålingen, indtil solen varmede op.
Oppe nordpå løb de i gamle dage med et langt reb mellem sig, som de svingede frem og tilbage for at forhindre, at den kolde luft satte sig i blomsterne. Senere udviklede man sindrige apparater, der kaldtes tågesprøjter, men det hjalp heller ikke ret meget, mener Fernqvist. Nej nemt er det ikke, men kombinationen af varme dage og kølige nætter, mens æblerne modnes, giver dem en helt uovertruffen smag, og derfor er det absolut værd at dyrke dem. "Men det honoreres jo ikke i den globale forretning", siger Ingevald Fernqvist med et lille suk.
Jeg har det sådan, at når jeg først kommer ned på landet til mine æbler, så tænker jeg ikke på andet. Hovedet bliver fuldstændig tømt. Så planter jeg et træ og så klipper jeg grene og efter en dag eller to, myldrer det frem i hovedet med ideer.