Den brudte skurvresistens
Ritt skriver om forskellige æblesorterAf Ritt Bjerregaard
25. juli 2002
Artikel til:
Frugt og Grønt, Erhvervsbladet for frugt-, bær- og grønsagsavlere
Ritt Bjerregaards økologiske frugtplantage, Stestrup Old 17, 4360 Kr. Eskilstrup
Da jeg i 1988 startede dyrkning af æbler økologisk, var det for at afprøve gamle danske sorter, som Statens Planteavlsforsøg i Årslev mente var de mest modstandsdygtige overfor skurv og andre sygdomme. Men i høj grad overfor skurv, fordi det er den største plage for æbledyrkere i Danmark.
Den velkendte, nu afdøde professor Anton Pedersen siger ligefrem i en havebog fra 1948 "Er man i stand til at bekæmpe skurv, kan man også holde alle andre sygdomme i ave"
De sorter jeg fik til afprøvning var Rød Ananas, Tyrrestrups Kirsebæræble, Bodil Neergård, Citronæblet, Karin Schneider (rød Ingrid Marie), Filippa, Belle de Boskoop, Coulon, Ananas Reinet, Orleans Reinet, Rød Kortstilk, Holstener Cox, Sävstaholm og nogle engelske sorter som Beauty of Bath, Lord Lambourne, Adams Pearmain, Grahams Royal Jubilee og Gascoynes Scarlet. Hanne Lindhard og Birka Falk Kühn har igennem årene fulgt dette forsøg. I årenes løb har jeg suppleret med andre gamle sorter, det har været værd at prøve.
Forsøget rummede også nogle af de nyere sorter, der ikke var så modtagelige for skurv. Det var Discovery og Aroma.
Herudover nogle af de nyudviklede skurvresistente amerikanske sorter, der dengang ikke var kendt i Danmark, fx Prima, Priam og Sir Prize. De var udviklet i et samarbejde mellem de amerikanske Universiteter Purdue, Rutgers og Illinois, derfor de tre bogstaver p r og i, som indgår i alle navnene på æbler fra disse universiteter. Fra 1970 blev Prima frigivet til almindelig dyrkning, og derefter kom de andre. Prima blev udviklet fra sorterne Golden Delicious, Melba og Rome Beauty. Og vigtigst af det hele med vf-genet fra Malus floribunda. Det var dette gen, der gav skurvfriheden. Det havde man godt nok vidst siden begyndelsen af 1900 tallet, men det var først i slutningen af 40'erne, at et mere målrettet arbejde med at udvikle nye æblesorter begyndte, og altså først i 1970, at den nye skurvresistente sort med vf-genet kom på markedet. Siden hen fik jeg andre skurvfrie sorter til afprøvning.
Jeg fik træerne podet på stammen MM106. Den er mere kraftigt voksende end M9, der almindeligvis bruges i dag, og det var fordi Årslev med Professor Jørgen Vittrup i spidsen mente, at trykket fra ukrudtet kunne blive så stort, at der måtte en kraftigere rod til. Det tror jeg var helt rigtig set - også selvom det efterfølgende har givet mig store problemer med at træerne voksede for kraftigt og derfor behøvede meget beskæring - også om sommeren. Efterfølgende har jeg også plantet nye sorter på M9, men jeg er stadig i tvivl om denne stamme egner sig til økologisk dyrkning, når der ikke er vanding.
Æblesorten Prima har jeg haft stor glæde af. Den bar hurtigt, og det var pæne, store frugter helt uden fejl. De fleste blev helt lakrøde af solen, og træerne bar hvert år rigtig mange frugter. Æblerne var også lette at sælge, og mange mennesker, der prøvede dem for første gang, vendte tilbage år efter år og ville have flere. Mine egne erfaringer med æblets kvalitet er bedre end dem, de har haft ved testningen i Årslev. Jeg troede derfor, at løsningen på at dyrke økologisk var skurvresistente æbler. Disse sorter ville simpelthen kunne klare smittetrykket fra skurvsvampene, og professor Anton Pedersens problem var løst.
Det gik indtil år 2000, og det vil jo sige, at jeg havde i hvert fald 10 særdeles gode år med Prima. Men så var det også slut, og det for alvor. Om sommeren opdagede jeg, at der var fire af træernes blade og frugter, der så mærkelige ud. I starten faldt det mig slet ikke ind, at det kunne være skurv, for sorten var jo resistent, men det viste sig hurtigt, at det var skurv. Og endda så meget, at adskillige af bladene faldt af , og æblerne var små og med tykke kager af nærmest forveddet skurv. De kunne ikke bruges til noget som helst. Det var samtaleemne for alle de besøgende, jeg havde dette år, men det var ikke æbler, der kunne bruges til noget som helst andet end undre sig over, at der kom så meget skurv så hurtigt.
Jeg fjernede de 4 inficerede træer og håbede på, at jeg så kunne beholde resten. Men nej. Sommeren 2001 var hele rækken inficeret, og det så virkelig sølle ud. Ikke et eneste æble, der kunne bruges til noget som helst. Om foråret skar jeg dem ned og podede på træerne, og det vil nu vise sig, hvordan det kommer til at gå.
Også i en ny del af plantagen - vel en hundrede meter fra den gamle - havde jeg plantet Prima, fordi det jo igennem årene havde vist sig at være en helt stabil og vellykket sort. Der var altså god afstand mellem de 2 plantager, men også disse træer så sølle ud, og i sommeren 2002 er jeg i gang med at grave dem op. Alle de Prima sorter jeg har, hvad enten det er på den ene eller den anden stamme eller det ene eller det andet sted i plantagen, har massevis af skurv på blade og æbler, og er lige til at kassere. Jeg prøver at få dem væk så hurtigt som muligt for at holde smittetrykket nede, men det er nu nok for sent - hvis det overhovedet havde kunnet lade sig gøre!
Vf-genet fra det vilde æble Malus floribunda udgør skurvresistensen for mere end 80% af alle de nye sorter, der er udviklet - ja der er dem, der mener, at de udgør 99% af alle verdens skurvfrie sorter. Der er derfor ikke noget at sige til, at det har vakt bekymring hos planteforædlerne og frugtavlerne, at skurvresistensen for vf-genet er brudt. Indtil 1994 regnede man med, at disse nye sorter virkelig var resistente overfor skurv. Forskerne vidste dog allerede i 1981, at der kunne opstå problemer, for da skrev Robert A. Norton om tilfælde af skurv på Prima. Men det blev anset for et mindre problem, og i næsten 25 år var Prima og de andre sorter så modstandsdygtige, at de klart adskilte sig fra andre æblesorter, men så gik det for alvor galt, og siden har der været den ene melding efter den anden om, at vf-æblesorterne ikke mere er skurvresistente. Der er med andre ord nye skurvracer, der har fået bedre muligheder for at opformere sig. I dag kender man 7 racer og regner med, at det især er den 6. og 7., hvor vf-genet ikke giver beskyttelse. Men forskerne kan også oplyse, at race 6 ikke angriber det vilde æble Malus floribunda, formentlig fordi det også har genet vfh, så der er basis for at gå videre med undersøgelserne. Der er andre gener, der kan give modstandsdygtighed, og det er Va, Vb, Vbj, Vm, Vr, og så altså Vf. Det ser ud som om resistensen især er brudt i den nordlige del af Europa, og indtil videre må vi frugtavlere nøjes med at gætte på hvorfor.
I min plantage ser det ud til, at andre skurvresistente sorter, der er udviklet ud fra vf-genet som Topaz (tjekkisk sort, der bl.a. indeholder Vanda og den lokale sort Rubin) og Ecolette, (hollandsk sort, der bl.a er en krydsning med Elstar og Prima) også er angrebet af meget skurv. I en artikel fra et prøveområde i Tyskland læser jeg, at her var Ecolette også den sort, der først blev ramt efter Prima, men at de andre sorter, der var baseret på vf-genet fulgte efter. Foreløbig prøver jeg at lade Topaz og Ecolette blive stående for at se, hvordan de videre udvikler sig. Når jeg giver dem en chance, så hænger det sammen med, at de ikke er helt så slemt angrebet som Prima og så med sorten Sir Prize. Interessant nok ser det ud som om denne sort, der kommer fra den samme udviklingskæde og fra de samme universiteter som Prima, ikke er ret angrebet. Hvis den udvikling holder, så må der altså i sortens sammensætning af gener være andet, der giver en yderligere skurvresistens, og det vil være vigtigt at prøve at finde ud af, hvad det er. Måske kan det lade sig gøre ved at få hele afstamningsrækken oplyst. Det er også muligt, at jeg blot har været heldig og fået nogle eksemplarer af Sir Prize, der er særlig modstandsdygtige. Planterne reagerer ikke altid ens.
Hvad der undrer mig mere og bidrager yderligere til bekymringen er, at sorten Angold, der er fra 1974 og tjekkisk, også har skurv. Her har planteforædlerne ellers prøvet også at indarbejde modstandskraften fra den russiske sort Antonowka. Det vil sige, at Angold skulle være polyresistent. Lige nu ser den lige så elendig ud som Topaz, men ikke så slem som Prima.
Økologiske avlere og Statens Jordbrugsforskningscenter i Årslev udfører i disse år et meget stort arbejde for at finde sorter, der kan klare skurven og andre af de sygdomme, der truer dyrkningen af økologiske æbler i Danmark. Opgaven er at undgå den meget sprøjtning, der ellers er en væsentlig del af den konventionelle dyrkning. Og det er jo sådan, at det også ville være en meget stor fordel for de konventionelle avlere, hvis de kunne sprøjte mindre. Sprøjtning er både arbejdskrævende, dyr og dårlig for miljøet. Men det er en stor og vanskelig opgave at løse. Dels kræver det tid, sorterne skal følges gennem mange år jf. udviklingen med Prima, og dels kræver det et tæt samarbejde med andre forskningsinstitutioner i udlandet, der arbejder med de samme problemer. Det vil sige, at der skal være mulighed for studieophold og deltagelse i konferencer. Der er ingen lande, der kan klare disse udviklingsopgaver alene, men vi får ikke den nødvendige viden her i Danmark, hvis der ikke er forskere, der samler den op og følger med i, hvad der sker. Der mangler megen viden, så der er brug for aktiv forskning både på KVL og Statens Jordbrugsforskning i Årslev, og der er også brug for praktiske forsøg, der i mindre målestok kan demonstrere udviklingen. Det bliver afgørende at følge, hvad der sker på forsøgsplantagen på Fejø, hvor man bl.a. er i gang med at afprøve en række sorter i en meget tæt plantning og med gode resultater efter de første 3 år.
Opgaven, planteforædlerne og forskerne nu skal løses, er at finde nye æblesorter med flere gener mod skurv. I Danmark udvikler forskerne ikke mere nye æblesorter, så frugtavlerne og forbrugerne er helt afhængige af, hvad der sker i andre lande, og heldigvis er der en lang tradition for at forskere udveksler viden med hinanden. Men den viden kan vi andre kun få adgang til, hvis der er tilstrækkelig kapacitet på vores forskningsinstitutioner til at forskerne kan følge med i udviklingen.
Jeg har det sådan, at når jeg først kommer ned på landet til mine æbler, så tænker jeg ikke på andet. Hovedet bliver fuldstændig tømt. Så planter jeg et træ og så klipper jeg grene og efter en dag eller to, myldrer det frem i hovedet med ideer.