Æbler - Ritt skriver i Aktuelt om gode - og knap så gode æbler

Aktuelt, 22. september 1999

Af Ritt Bjerregaard

Æbler skal være smukke, runde, glatte og helt uden fejl. Sorte pletter må der i hvert tilfælde ikke være nogen af. Om de er danske eller udenlandske, eller hvordan de smager, spiller ingen rolle. De skal bare se perfekte ud.

Det er her kemien kommer ind, og dermed de mange sprøjtninger, som frugtavlerne er nødt til at foretage. Almindelige danske og for den sags skyld udenlandske frugter får fejl af forskellig art, hvis de ikke får deres dosis af bekæmpelsesmidler. Den hyppigste fejl, hvis man slækker på kemien, er sorte pletter. Af den slags som ældre mennesker kan fortælle om, at æbler altid havde i deres barndom.

Pletterne er skurv. Det er en svampesygdom, der også kan angribe bladene, og det så meget, at træet kan tabe dem alle sammen, og dermed bliver forhindret i at samle næring til næste års bæring.

Det kræver meget arbejde at komme af med skurven. Angrebene kommer især ved fugtighed og varme, og de kommer flere gange i løbet af vækstsæsonen startende tidligt om foråret, mens æblerne endnu er små. I gamle havebøger kan man læse om den uendelig kamp mod skurven, og også om det ringe udbytte æbleavlerne får, når det går rigtig galt. Det er derfor, der er udviklet disse forskellige kemiske midler.

Men hvad er der egentlig galt med et æble med sorte pletter? Det smager jo ikke dårligere. Er det virkelig klogt at forurene jorden så systematisk, som frugtavlerne gør, ved de hyppige sprøjtninger? Det er det selvsagt ikke, men hvis vi skal undgå det, så kræver det, at forbrugerne ikke kun køber smukke og glatte æbler, men at de også accepterer, at der i nogle år og ved nogle sorter kan være sorte pletter. Det er min erfaring fra nu snart 10 års æbledyrkning, at køberne også accepterer det - i hvert fald, når de selv plukker æblerne. Så lad os også i supermarkederne komme af med den opfattelse at kun helt fejlfri ens æbler kan sælges.

Ideen med den økologiske dyrkning er, at man ikke bruger pesticider - heller ikke mod skurv. Men fordi skurven er et så altoverskyggende stort problem, så er det i Danmark tilladt at sprøjte med svovlpræparater, også når man dyrker økologisk kernefrugt. Der skal sprøjtes hyppigt ( 10 - 15 gange i løbet af vækstsæsonen), og alligevel mener mange økologiske frugtavlere, at det ikke hjælper nok. De vil gerne have lov til også at bruge kobber, fordi det er tilladt i de lande, de konkurrerer med. Det var selvfølgelig bedre at lade være, men kommer nemt til at betyde, at danske producenter bliver presset ud af markedet på grund af de ulige konkurrencevilkår. Så bliver der for få danske økologiske æbler, og forbrugerne må i stedet købe tyske eller hollandske økologiske frugter, der højst sandsynligt har været sprøjtet med kobber. Jeg tror derfor, at det er nødvendigt at bruge de samme regler for de samme klimatiske områder. I Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Belgien og Nordfrankrig må vi kunne enes om nogle økologiske regler, som gælder for alle. Ellers bliver konkurrencen skæv og forbrugerne snydt. De fleste vil jo nemlig tro, at et økologisk æble er et økologiske æble ligegyldigt, hvor det kommer fra.

Jeg har selv grebet min dyrkning anderledes an, fordi jeg slet ikke har anvendt sprøjtemidler - heller ikke svovl.

Siden 1988 har jeg på godt og vel en tønde land i Stestrup midt på Sjælland dyrket æbler i samarbejde med Forskningscenteret i Årslev. Det var professor Jørgen Vittrup Christensen, en af vore største kendere på området, der fik sat mig i gang. Han manglede simpelthen folk, der var villig til at gå i gang med at afprøve, hvordan de forskellige æblesorter klarer sig uden kunstgødning og uden nogen form for sprøjtning.

Både forskningscenteret i Årslev og jeg har været interesseret i at afprøve, hvad der sker, når der slet ikke bruges nogen form for sprøjtning. Forsøget er blevet fulgt år for år af forskningsleder Hanne Lindhard. Hun undersøger i hvor høj grad de klimatiske forskelle på forårene og somrene påvirker frugten, både vedrørende kvalitet og udbytte

Vi var seks, der startede i 1988, nogle med frugtplantager, hvor de også dyrkede æbler traditionelt. Jeg er nu den eneste, der er tilbage af den oprindelige gruppe.

Forsøget viser, at det godt kan lade sig gøre at producere gode økologiske æbler, men også, at det ikke er nemt, og at produktionen bliver en del mindre, end for de traditionelt dyrkede æbler. Ïsær i år med megen skurv, er det vanskeligt med mange af de kendte danske sorter, og her er det helt afgørende også at have andre sorter, der ikke er så udsatte.

Frugtplantagen har derfor fra starten bestået af mange forskellige slags æbler. Kendte gamle danske sorter som Rød Ananas, Citronæblet, Kirsebæræblet, Rød Ingrid Marie, Bodil Neergaard, Filippa, Rød Kortstilk, men også engelske sorter, som Årslev håbede kunne klare det danske klima som Lord Lambourne, Adams Pearman, Gascoynes Scarlet, Grahams Royal Jubilee og svenske som Sævstaholm og Åkerø. Hertil kommer helt nye sorter, der er udviklet, så træerne ikke får skurv fx. Prima og Redfree, der nu også kan købes i planteskolerne. De er begge udviklet i USA og er resistente overfor den hyppigst forekommende skurvsort, den der har Vf genet. Det er gode æbler, som smager dejligt og som har en god jævn bæring. Træerne har i alle årene hos mig stået pænt og båret fint med smukke æbler hvert år. Og så smager de også godt.

Derudover afprøver jeg også andre nye sorter, hvor Forskningscenteret i Årslev er i tvivl, om de er gode nok til at komme på markedet. Modstår disse nye sorter virkelig skurvangrebene? Ser æblerne pæne ud? Smager de godt? Sidder æblerne ordentlig fast på træet? Bærer det æbler hvert år? Bliv selv ved! Det drejer sig om Priam, Liberty, Freedom, Sir Prize, Jonafree, Witos, Vanda, Florina, Otava. Det er meget forskellige æbler, der også modner på forskellige tidspunkter.

Jeg har selv været meget glad for Vanda, der har været i handelen i nogle planteskoler. Det er et smukt rødt æble, der er udviklet i Tjekkoslovakiet. Det smager ualmindelig godt. Men det er en af de sorter, hvor resistensen mod skurv har været brudt ned. Det vil sige, at træet alligevel har fået skurv. Hvor alvorligt det er, er der ingen der ved i dag, men det har betydet, at meget af forædlingsarbejdet nu koncentrerer sig om at få flere skurvresistente gener ind i de enkelte træer, og da der findes i hvert fald 7 forskellige skurvsvampe, er det et stort og omfattende arbejde, der foregår på forsøgsstationer som Angers i Frankrig under professor Lespinasses kyndige vejledning. For de næste 4 år koordinerer han arbejdet med at udvikle nye sorter i Europa. Det er helt afgørende for den økologiske dyrkning, så det bliver vigtigt og også spændende at følge hans arbejde.

I Danmark havde vi før i tiden en stor æbleekspert i den nu afdøde professor Anton Pedersen, der bl.a. katalogiserede alle de gamle danske sorter, men der foregår ikke længere nogen udvikling af nye sorter her i landet. Det gør der fortsat i Sverige og især i Norge, hvor professor Øydvin på Landbrugsuniversitetet i Ås har udviklet en række sorter, som jeg glæder mig til at afprøve i de kommende år.

Men der findes også æbler, der godt nok ikke er skurvresistente, men på den anden side sjældent får skurv. Det er Aroma, der er en krydsning af de danske sorter Filippa og Rød Ingrid Marie og udviklet i Sverige og Discovery, som nu begynder at blive almindeligt i supermarkederne. Begge æbler er meget smukke og med en fin smag - en virkelig god erstatning for de gamle sorter, vel og mærke når de ikke plukkes ned for tidligt og lægges i butikkerne. Jeg har prøvet alt for mange Discovery, der ikke smagte af meget, fordi de er blevet solgt som umodne.

I det danske klima hjælper det meget at have nogle af de nye æblesorter, for de bugner af æbler, mens de gamle sorter i fugtige forår ser triste ud og giver et meget lille udbytte.

I år har fx det tidlige æble Rød Ananas ikke givet mange æbler hos mig og dem, der har været, har haft alt for mange sorte pletter. Skurven har desværre fået så godt fat, at bladene også har været hårdt angrebet, så jeg er spændt på, om træet kan klare sig - og det får jeg først at vide til næste år.

Det er ikke kun skurv, der giver problemer i den økologiske dyrkning. Det samme gør vekselbæring. Det kender de fleste med et gammelt æbletræ: Det ene år er der masser på, og det næste er der et par stykker eller slet ingen. Det har planteforædlerne længe arbejdet med i udviklingen af nye sorter og også klaret, så der er æbler hvert år på alle de sorter, jeg nævnte som skurvresistente.

Fordelen ved de danske æbler er, at vejen fra avler til køber ikke er så lang. Det betyder, at æblet kan beholde det meste af sin friskhed uden den efterbehandling, som de udenlandske æbler får for at kunne holde til transporten. Men intet kan sammenlignes med smagen af det æble, man plukker ned fra træet og spiser med det samme.

• Bogen - Mine æbler
• Æbleartikler
• Æblegalleri
• Æblelinks
• Æbleopskrifter